Polen, Rumænien og Bulgarien
Men også Danmark, Holland og Tyskland.
Når man ser på de virksomheder, der optræder på listen over sigtede for ulovlig cabotagekørsel fra 2013 til 2016, er både Øst-og Vesteuropa stærkt repræsenteret.
Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som Avisen.dk har indhentet, og som også viser, at antallet af sigtelser er halveret på fire år.
Når en udenlandsk lastbil kommer til Danmark med varer, må den køre tre ture i Danmark i løbet af syv dage, og så skal den køre ud af landet igen - det kalder man for cabotage.
Overholdes den regel ikke, kan man blive sigtet for ulovlig cabotagekørsel, og da er det ikke chaufførens nationalitet - men virksomhedens, der bliver registreret af politiet.
I 2016 er det Polen, Rumænien og Holland der står for top tre med henholdsvis 42, 30 og 26 sigtelser.
Chauffører, der har kørt for polske virksomheder, topper suverænt listerne alle år med mellem 37 og 50 sigtelser. Også Rumænien, Bulgarien og Litauen ligger højt igen og igen.
- Det viser meget godt, at de østeuropæiske virksomheder, som primært opererer i Østeuropa og aldrig kommer hjem, også er dem, der ryger i fælden i forhold til reglerne, siger Jørgen Aarestrup, næstformand i 3F's transportgruppe.
Men kigger man mod vest, er der også en del lande, der er meget aktive, når det kommer til piratkørsel.
Tyskland stod for 16 af sigtelserne i 2016, men har for et par år siden været oppe mellem 50 og 100.
Holland sniger sig op på 26 sigtelser i år, mens Danmark de sidste år har ligget på mellem 8 og 15 sigtelser.
- Det er værd at hæfte sig ved, at sigtelserne ikke kun omfatter biler fra lande som Bulgarien, Polen og Rumænien, men også Tyskland og Holland. Det er for mig udtryk for, at virksomheder fra disse lande også kan have svært ved i alle tilfælde at overholde gældende regler. Netop derfor er der brug for fælles europæiske regler for den grænseoverskridende transport i EU. Nationale særregler er ikke løsningen, siger Michael Svane, direktør i DI Transport.
- At vesteuropæiske lande er med på listen, illustrerer for mig det, som vi har forsøgt at gøre opmærksom på i en årrække: At mange vesteuropæiske virksomheder misbruger de her regler, og at der er danske vognmænd, der opretter selskaber i østeuropæiske lande for at udnytte billig arbejdskraft, siger Jørgen Aarestrup.
Se her, hvordan sigtelserne fordeler sig på nationalitet