Rusland hævdede tirsdag at være nået først over målstregen med en corona-vaccine, der er blevet godkendt af russiske sundhedsmyndigheder.
Verden over arbejdes der heftigt på en mulig vaccine mod covid-19, som har ramt flere end 20 millioner personer på verdensplan.
Vejen til at få godkendt et lægemiddel er dog lang og tager normalt flere år, da der er store krav til den dokumentation, som skal fremvises.
Flere end 160 forskellige forsøg med at udvikle en vaccine er i gang, og en god håndfuld af disse er nået til den såkaldte fase 3.
Det er både kinesiske og vestlige forsøg, der er nået til den sidste fase, inden at midlet godkendes til brug.
Her kan du få et overblik over, hvilke vestlige selskaber der udfører fase 3-forsøg med en vaccine mod covid-19:
MODERNA
- Amerikansk selskab, der i slutningen af juli startede et fase 3-studie med omkring 30.000 deltagere.
- Den potentielle vaccine har navnet mRNA-1273 og dækker over, at der arbejdes med mRNA, messenger RNA, der er en del af kroppens celler.
- Med teknologien kan man få kroppens egne celler til at producere antistoffer mod eksempelvis covid-19.
- Selskabet har modtaget 955 millioner dollar - 6,4 milliarder kroner - fra den amerikanske stat til vaccinekandidaten.
Det amerikanske firma "Moderna" gik i starten af juli ind i fase 3. (Foto: Ritzau Scanpix)
BIONTECH OG PFIZER
- De to selskaber fra henholdsvis Tyskland og USA samarbejder om en vaccine, hvor der også arbejdes med mRNA.
- Her blev et kombineret fase 2 og 3-studie begyndt i slutningen af juli med 30.000 deltagere i USA og lande som Argentina og Tyskland.
- USA har allerede bestilt 100 millioner doser af den mulige vaccine, mens Storbritannien har indgået aftale om 30 millioner doser.
ASTRAZENECA OG UNIVERSITETET I OXFORD
- Det britiske-svenske selskab arbejder med et middel, der skal øge immunforsvarets antistoffer og T-celler, som angriber coronavirusset.
- Vaccinen forventes færdig inden udgangen af året, og flere lande, herunder Tyskland og Storbritannien, har indgået aftaler om millioner af doser.
MURDOCH CHILDREN'S RESEARCH INSTITUTE
- Forskere fra det australske institut tester en vaccine, der blev udviklet i starten af det 19-århundrede som beskyttelse mod tuberkulose.
- Vaccinen har tidligere set ud til at træne immunforsvaret i at genkende og reagere på infektioner.
Kilde: New York Times, Ritzau.
/ritzau/