En desperat mor drak sin egen urin og ammede sine børn, så de alle kunne overleve, efter deres båd blev smadret og resten af besætningen forsvandt.
Mariely Chacon, 40, ofrede sit eget liv på at redde sine to børn, en seksårig søn og en to-årig datter, fra den visse død.
Familien og nogle venner var i sidste uge sejlet ud fra kysten i Venezuela mod den caribiske ubeboede ø La Tortuga nord for landet. En stor bølge slog dog hul i deres båd, og alle røg over bord, og båden sank hurtigt. Heldigvis var der nogle ting fra båden, som kunne flyde, så Mariely, hendes to børn og deres babysitter, Veronica Martinez, 25, som alle havde redningsveste på, kunne lave en interimistisk tømmerflåde.
Men de havde ingen vand og solen bagte ubønhørligt ned på dem fra oven, og da båden ikke havde hverken GPS-sender eller radio, vidste ingen, at der var noget galt.
I fire grufulde dage, måtte de fire på havet prøve at overleve. Som sagt drak mor Mariely Chacon sin egen urin og ammede både sin datter og søn i dagene, og den tapre mors indsats var ikke forgæves.
Den venezuelanske kystvagt fandt dem efter en massiv eftersøgning. Desværre for Mariely nogle timer for sent. Hun var død af organssvigt efter de mange dage på havet. Kystvagten fandt moren med sine to børn, der klyngede sig til hendes døde krop og babysitteren i live, som havde søgt tilflugt i et slags køleskab, som kunne flyde.
Kystvagten finder her frem til de skibbrudne. Venezuelan Coastguard/Twitter
De blev fløjet til hospitalet, hvor deres tilstand er stabil, men de to børn får brug for massiv støtte efter mareridtet på havet, fortæller myndighederne.
De andre fem fra båden, inklusive Marielys mand og børnenes far, Remis David og deres venner, er stadig savnede, og chancerne for at finde nogen i live er mikroskopiske. Mariely blev begravet forleden, og på grund af corona-restriktionerne i landet, blev den transmitteret via Facebook, hvor tusinder fulgte den tapre mors sidste farvel.