EU skal svare "resolut" igen på Trumps beslutning om at indføre told på stål og aluminium. I sidste ende kan det være vejen til at undgå en handelskrig med USA.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vej ind til udenrigsministermøde i Bruxelles mandag.
- Jeg tror meget på, at hvis vi responderer resolut uden at eskalere tingene, så er det den bedst tænkelige forudsætning for, at det her på et tidspunkt kan lægge sig igen, siger Lars Løkke Rasmussen.
I sidste uge trådte en amerikansk told på stål og aluminium på 25 procent i kraft. Tolden gælder al import af de to materialer.
Det rammer også europæisk og dansk eksport, og beslutningen fra USA's præsident fik EU-Kommissionen til at fremlægge et modsvar.
EU-Kommissionen har meddelt, at den vil svare igen ved at lægge told på varer fra USA for 26 milliarder euro. Det svarer til knap 194 milliarder kroner.
Kommissionen har offentliggjort en liste på 99 sider med nye varer, der kan blive toldsat. Størstedelen af varerne på listen er inden for kategorierne fjerkræ, frugt, grønt og alkohol.
Der er nu frist for EU-landene den 26. marts for tilbagemeldinger på forslaget.
Hvis der til den tid ikke er et kvalificeret flertal imod forslaget, så vil EU's told på amerikanske varer træde i kraft henholdsvis 1. april og 13. april. Derefter ventes tolden konkret at blive opkrævet fra midten af maj.
Selv om EU's modsvar altså endnu ikke er trådt i kraft, så fik det omgående Trump til at true EU med told på 200 procent på vin, champagne og alkoholiske drikke, hvis EU ikke fjerner told på whisky fra forslaget.
De eskalerende trusler ærgrer den danske udenrigsminister.
- Det er ikke godt. Det er ikke klogt. Hverken for den amerikanske befolkning eller den europæiske befolkning. Men det er ikke vores valg. Så det er selvfølgelig noget, vi er nødt til at respondere på, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han er bekymret for, at USA med Trump i spidsen vil skade det transatlantiske forhold på et tidspunkt, hvor Rusland, Kina, Iran og Nordkorea arbejder stadigt tættere sammen.
- I den verden, vi kigger ind i, er der ikke behov for, at der kommer yderligere skår og skel hen over Atlanten. Det er ret beset den vestlige verdens samfund, som er under pres og taber terræn i det her tiår, vi befinder os i.
- Vores bedste kollektive gensvar er ikke at være i handelskrig med hinanden, men at prøve at bygge på den synergi, der er i at have en endnu tættere relation. Men der skal to til tango og to til en integreret form for samhandel, siger Løkke.
/ritzau/