En mand mellem 25 og 30 år var temmelig koldblodig, da han mandag den 13. juli lavede et frækt tyveri i Rema 1000 på Silkeborgvej i Them.
Manden stillede sig i forretningens vindfang, og da han kunne se at kasselinjen var ubemandet, løb han ind og åbnede kassen, snuppede pengene og forsvandt.
Manden krydsede vejen til Them Centret og løb i retning mod SuperBrugsen, hvorefter han forsvandt.
Med sig fik han 6.500 kroner.
Midt- og Vestjyllands Politi har offentliggjort billeder fra Rema 1000's overvågningskameraer i håb om, at vidner enten kan genkende gerningsmanden eller har set, hvor han flygtede hen.
Tyveriet foregik i Rema 1000 i bygningen til venstre, mens tyven tog flugten over vejen mod parkeringspladsen øverst til højre i billedet. (Foto: Google Street View)
Manden beskrives af politiet som 25 til 30 år. Han er almindelig af bygning, har mørkt kort hår og skæg.
Han var på gerningstidspunktet iført sort joggingtøj med grå hætte og sorte træningssko.
Eventuelle henvendelser herom kan rettes til telefon 114.
Oplys gerne sagens journalnummer ved henvendelse i sagen, 4100-75553-00002-20.