Først snuppede en villa i Klampenborg førstepladsen med en pris på 55 millioner – og nu ganske få uger efter - er den plads overtaget af en helt nyudbudt villa et par kilometer derfra kun. I Charlottenlund er der nu en gennemistandsat pragtvilla på 438 kvadratmeter til salg, og den kan med sin prislap på 68 mio. således kalde sig Danmarks dyreste hus til salg.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
For den eksklusive placering både i toppen af det danske boligmarked og på Strandvejen i et af landets absolut dyreste postnumre skal der altså betales 68 millioner kroner, hvilket svarer til en ganske solid kvadratmeterpris på godt 155.000 kroner.
Villaen er udbudt til salg hos mæglerbutikken Home Charlottenlund, der i deres salgsmateriale beskriver ejendommen med ord som ”enestående”, ”klassisk” og med ”alle moderne bekvemligheder”.
Inden for porten får man da også en villa, der er renoveret tilbage til sit oprindelige look med hall, spisestue med fløjdøre, opholdsstue, bibliotek foruden hele batteriet af værelser: sove-, børne-, bade-, påklædnings- og træningsværelse.
Naturligvis hører der også en ordentlig vinkælder med i prisen – dog uden vin. Foto: Home/Charlottenlund
Teenageafdeling med tagterrasse
Af fornødenheder i ejendommen i øvrigt findes dampbad, teenageafdeling med egen tagterrasse, specialdesignet vinkælder og en have indrettet i mange sektioner.
Den slags kommer naturligvis med en pris, og derfor skal der altså også betales en sum, som ifølge Boliga.dks data er helt op til 76 procent over gennemsnittet for de udbudte boliger i området.
Men selvom kvadratmeterprisen er langt over det eksklusive områdes gennemsnit, er det ikke langt fra de priser, som årets dyrest solgte villaer er gået for.
Bare én enkelt af de fem dyreste villaer, der er solgt i år, er nemlig handlet til en kvadratmeterpris under 100.000 kroner, mens de øvrige fire altså er gået for mellem 106.000 og næsten 150.000 kroner pr. kvadratmeter.
Alle årets fem top-handler ligger i byerne langs Øresund lige nord for København for mellem 42,5 og 56 millioner kroner, og dermed kan Danmarks for øjeblikket dyreste villa på markedet altså også snuppe pladsen som 2021's største villahandel, hvis den vel at mærke bliver solgt for et beløb nær udbudsprisen.
Se boligen her