De fleste har nok fået et skrabelod eller en lotto-kupon i gave. Sandsynligvis uden at vinde noget.
Men forestil dig nu, hvis lige præcis den gave viser sig at være ufattelig mange millioner værd.
Det var præcist, hvad der skete for en kvinde fra Melbourne i Australien. Hun fik en lotto-kupon i gave, og fik ikke lige tjekket den med det samme. Men da den endelig blev kørt gennem maskinen, viste den sig at være intet mindre end 195 millioner kroner værd.
Det skriver Daily Mirror.
– Jeg har stor set ikke sovet siden. Det er svært at sætte ord på, at du lige har vundet så meget. Jeg tror ikke, det er gået op for mig endnu, siger den anonyme – og meget heldige – vinder til firmaet bag lotteriet.
Hun har derfor endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med de mange penge.
– Først og fremmest vil jeg selvfølgelig hjælpe min familie og dele pengene med dem. Og så vil jeg selvfølgelig købe et hus, og jeg ville elske at rejse til Japan og USA, lyder det fra den glade vinder.
Historien melder ikke noget om, hvem der forærede kvinden den livsændrende kupon. Men mon ikke, der også falder en skilling af som tak?