Mens regeringen pusler med at indføre bøder til bilister med forkerte dæk når der er sne, så skal snesultne danskere indstille sig på, at den forstående skiferie ikke nødvendigvis vil gå glat.
Du kan nemlig blive mødt med nye krav til vinterdæk.
I sit seneste nyhedsbrev hejser forsikringsselskabet Alm. Brand Forsikring et flag for, at der stilles nye krav til vinterdæk i flere populære skilande.
Går skiferien således til Sverige, Tyskland eller Frankrig, så skal du i god tid nok ned på knæ og tjekke mærkningen af dine vinterdæk.
De nævnte tre lande har nemlig det til fælles, at de har indført nye krav til vinterdæk.
Kravene betyder, at vinterdækkene skal være mærket med 3PMSF (bjerg- og snefnugsymbol). Det skyldes, at man ikke kan være sikker på, at dæk med M+S (Mud and Snow) har gummiblanding i dækket eller dækmønster, som er brugbare i vintervejr, skriver Alm. Brand Forsikring.
3PMSF (bjerg og snefnugsymbolet) er garanti for at du kan køre i sne, slud, sjap eller is med dem.
Tjek derfor, at du har vinterdæk med dette symbol, hvis du skal køre til udlandet.
Vær også opmærksom på, at der i nogle lande også kan være forskellige krav til dækmønster og dækmærkning. Ligesom regler for snekæder og pigdæk også varierer.
Danmark har ikke regler for vinterdæk, men det anbefales, at du skifter til vinterdæk, når temperaturen kommer under 7 grader.
Vinterdæk står meget bedre fast på is og sne end traditionelle sommerdæk, og du får et markant bedre vejgreb på glatte veje.