Det har ikke været nemt at være haveejer i Danmark i år, hvor vi har haft alt fra hård frost og rekordstor nedbør til begyndende tørke. Trods det ekstreme vejr står vi på tærsklen til årets første sommermåned vejrmæssigt et ret godt sted – i hvert fald set med havens øjne.
Det konkluderer Louise Møller. Hun er fagredaktør i Haveselskabet, der er en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet, som gennem mere end 150 år har arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven.
Med masser af både sol og regn er der fart på planter og blomster. Både dem, vi har sået og plantet, og dem, som selv har valgt at slå sig ned i vores haver. I juni har haveejerne traditionelt haft travlt med at leve op til gamle huskeregler om at holde haven fri for ukrudt og klippe hækken inden Skt. Hans. Men der er god grund til at lægge de vaner på hylden, anbefaler Louise Møller.
Både hæk og ukrudt spiller nemlig en stor rolle for biodiversiteten. Ligusterhækkens blomster er fulde af vigtig nektar til insekterne, og derfor bør vi vente med at klippe den til tidligst midt i juli, når den er afblomstret. Af samme grund bør vi også holde igen med at luge alle hjørner af haven.
- Mange af de blomster, vi i dag kalder ukrudt, er vilde og typisk hjemmehørende arter, som vores insekter har stor glæde af. Det kan være brændenælder, som sommerfuglelarver lever af, eller tidsler, som er en fantastisk god kilde til nektar, når de blomstrer. Alt kan selvfølgelig gøres med måde, for nogle arter spreder sig helt vildt. Men fordi vi traditionelt set har holdt vores haver meget friserede, ligger det dybt i mange af os, at ukrudtsplanter ikke er pæne, og ikke er noget, vi vil have i haven – uanset hvor pæne og gavnlige de så faktisk er, når de blomstrer, siger Louise Møller og understreger, at man ikke behøver lade alt vildt stå, men at man kan frede nogle hjørner i haven.
- Selvfølgelig er det ikke rart med en tidsel midt i græsplænen, men vokser den i hækken, kan man sagtens lade den stå. Skvalderkål er også en fantastisk insektplante, hvis den får lov at blomstre. Vild kørvel og vild gulerod er eksempler på andre gode, hjemmehørende arter, som vi har tradition for at luge væk. Mange af dem er flotte, hvis man planter dem ind mellem de kultiverede planter. Det har vi netop set nogle af verdens førende havedesignere gøre på Chelsea Flower Show. Flere vilde arter opfører sig som stauder, så man kan vælge at tage udgangspunkt i de planter, man synes er pæne. Det giver et andet udtryk, end vi er vant til, men man kan sagtens holde fast i æstetikken, siger Louise Møller.