Det er det, som drømme er lavet af: En vanvittig lottogevinst, som ændrer dit liv fra det øjeblik af, at du får det bekræftet. Og for Joe og Jess Thwaite, 49 og 43, fra Gloucestershire skete netop dette. De vandt svimlende 184.262.899 engelske Pund, og det er rundt regnet 1.6 mia. danske kroner.
Jess fortæller til engelske medier, at det var hendes afdøde far, som inspirerede dem til at spille. - Han spillede hele sit liv og drømte altid om den store gevinst. Han spurgte ofte, hvordan vi ville bruge de mange penge, hvis vi vandt, fortæller den nybagte milliardær. - Det er som om, at min far forberedte mig på denne dag....
Hun bad sin mand, Joe, om at videreføre traditionen med et par lottokuponer hver uge, selv om han ikke var meget for det. Pengene var ikke store hos familien, og han var lidt skeptisk, men han spillede dog The National Lottery som lovet, ligesom hans svigerfar havde gjort det, indtil denne døde for syv år siden.
Og bum! I sidste weekend kom så belønningen.
Troede ikke på det
De havde som sædvanligt købt lodsedlen på en app, og da Camelot (det nationale engelske spillefirma) skrev en e-mail, hvor der stod, at der var gode nyheder angående deres lottotal, tjekkede Joe den og så, at tallene stemte.
- Jeg kunne ikke sove, og jeg ville ikke vække min kone, så jeg gik ind og kiggede på huse uden noget prisloft. Det havde jeg ligesom ikke prøvet før, fortæller Joe.
Næste morgen vækkede han sin hustru, som ikke rigtig troede på det, og hun stod op og lavede kaffe og forberedte sig på at tage på sit job. Hun har en stor frisørsalon med sin søster, men inden parret tog på job, så ringede de lige til Camelot, som bekræftede deres utrolige held: De var officielt milliardærer.
- Jeg sagde, jeg havde en sød hemmelighed, da jeg mødtes med min søster i salonen, og hun spurgte, om jeg var gravid, griner Jess, som så kunne sige, at det var ikke lige det.
Senere mødtes hun med sin mor, som straks begyndte at græde af glæde.
Parret blev gift for 11 år siden og har to børn, som går i folkeskole. Joe har ydermere to voksne børn fra et tidligere ægteskab, som begge går på universitet. For et par år siden købte parret et lille landsted, som de begge for små midler og meget knofedt har gjort i stand, og de har ponyer, høns, hunde, katte og mange andre husdyr, som deres børn elsker at lege med. Men pengene har ikke været store, og de har sjældent haft råd til at rejse på ferie med deres børn.
Ikke altid lykken
Joe vil nu sige sit sælger-job op, mens Jess beholder salonen indtil videre.
De vil også forkæle hele deres familie og alle deres venner med ting og sager og rejser, siger parret, som udover at være milliardærer også kan bryste sig af, at være rigets største lottovindere nogensinde.
Det engelske Eurolotto er lidt anderledes end det danske, da der ikke er begrænsninger på gevinsterne.
Man må håbe, at Joe og Jess Thwaite vil beholde deres ben på jorden og få et godt og rigt liv, for det er desværre ikke altid tilfældet. Mange lottovindere af ekstremt mange penge har ofte svært ved at håndtere den nyfundne rigdom og bliver skilt efterfølgende eller mister alle pengene på dårlige investeringer og overforbrug, og hverdagen bliver selvsagt ikke den samme igen.
En større undersøgelse i England for et stykke tid siden har vist, at over halvdelen af vindere af kæmpegevinster efterfølgende ønskede, at de slet ikke havde vundet så mange penge.