Golfspilleren Lucas Bjerregaards sidste runde af US PGA Championship blev hans dårligste i majorturneringen, men et drømmeslag på næstsidste hul reddede æren for den 27-årige dansker.
Som den eneste spiller i løbet af turneringens fire dage lykkedes det ham at lave en hole-in-one.
På det knap 200 meter lange 17. hul traf han bolden så præcist med et 6-jern, at den hvide kugle efter et enkelt hop på greenen landede i hullet til enorm jubel fra tilskuerne.
Noget lignende er kun sket 42 gange før i turneringens 103-årige historie. Og det blev også den eneste hole-in-one i dette års udgave.
Oven i købet var det Bjerregaards debut i turneringen, som er blandt golfsportens fire mest prestigefyldte.
Men der var mere i vente for tilskuerne ved hul 17. Danskerens makker på sidste runde, amerikaneren Lucas Glover, ville også være med. Hans bold var havnet i bunkeren, men Glover sendte den på sit andet slag direkte i hul for en birdie.
Dermed brugte Bjerregaard og Glover samlet bare tre slag på par 3-hullet.
"En klassisk 1-2", konstaterer nyhedsbureauet AP.
Trods drømmeslaget måtte Lucas Bjerregaard nøjes med en score på 73 på søndagens runde. De tre første runder klarede han i henholdsvis 71, 69 og 70 slag.
Han sluttede samlet tre over par på en delt 16.-plads i turneringen.
/ritzau/