Efter adskillige uger uden vindere i Eurojackpot, bliver der i aften mulighed for at vinde svimlende 750 millioner kroner.
Det er ikke kun maksimum, men også danmarkshistorie, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det er aldrig sket før, at der er så stor en pulje på højkant i et lotteri i Danmark.
- Puljen er rigtig, rigtig stor. Faktisk den største nogensinde i Danmark. Det er svært at få sit hoved omkring, hvor gigantisk en præmie, det faktisk er, og hvilke drømme, man kan føre ud i livet med den slags penge, siger adm. direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard.
Og faktisk er det ikke utænkeligt, at en dansker løber med gevinsten.
- Eurojackpot er meget populært hos danskerne. Det er de helt store drømme, der kan blive til virkelighed, og derfor regner vi med, at ekstra mange danskere deltager i trækningen i aften. Jeg hepper og tror derfor på, at vi kan give en dansker en afslutning på sommerferien som mangemillionær – måske endda som vinder af førstepræmien, siger Malene Mølgaard.
Den største danske gevinst nogensinde i Eurojackpot blev vundet i 2015, hvor en heldig dansker vandt 315 millioner kroner.