Udmattet plejepersonale på overtid, mangel på covid-tests og medicin og mangel på senge og pladser til alvorligt syge patienter.
I Kinas fattige Anhui-provins med over 64 millioner indbyggere i den østlige del af landet har covid-19 ramt hårdt.
Myndighederne har endnu ikke noget overblik over, hvor alvorligt det er, men det er så slemt, at nogle længes tilbage til tiden med nul tolerance og ekstremt strenge restriktioner.
Dette blev ændret i december, da styret i Beijing foretog en U-vending og ændrede fuldstændig kurs i forhold til corona. Siden er mange af landets sygehuse blevet fyldt op til bristepunktet med aldrende patienter. Samtidig er der indledt en desperat kamp om de stadig mere begrænsede mængder af medicin.
- Det har været fuldstændigt kaotisk, siger en mand, der overfor nyhedsbureauet AFP præsenterer sig med navnet Shao, i en mindre by nær millionbyen Bengbu.
- Alt var bedre, da regeringen holdt os alle låst inde, siger han og tager et drag af sin cigaret.
De dybe økonomiske kløfter i det kinesiske samfund er blevet yderligere blotlagt for alle med smittespredningen. De er ikke mindst synlige i de store forskelle, der hersker mellem by og land. I mindre byer og på landet er der kronisk mangel på læger, udrustning og ekspertise.
Allerede midt i december løb myndighederne i det fattige og forholdstvist tilbagestående Anhui tør for både coronatest og vigtig medicin.
- Vi er meget bange i den situation, vi har nu, siger en kvinde i 50-års alderen.
En læge siger, at han var tvunget til at arbejde på 14-timers vagter i december, da hans konsultation blev overfyldt med ti gange flere patienter end normalt. De syge stod i kø uden for huset, da hans venteværelse ikke kunne rumme dem.
Flere personer, som AFP talte med i forskellige landsbyer i området, siger, at betydeligt flere er døde end normalt i den seneste tid, men der findes ingen officielle tal, da de kinesiske definitioner på covid-relaterede dødsfald varierer meget.
I Anhuis landsbyer var der kun meldt om godt en snes omkomne siden begyndelsen af december, men efter voldsom kritik af sundhedsmyndighederne er det nu oplyst, at der omkom op mod 60.000 mennesker med covid-19 mellem den 8. december og den 12. januar.
WHO's krisechef Michael Ryan siger, at de kinesiske tal er underdrevne og ikke afspejler de reelle forhold. I de seneste dage har satellitfotos af flere kinesiske storbyer vist stærkt øget aktivitet i både krematorier og i bedemandsforretninger.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP