Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki måtte for anden kamp i træk ud i tre sæt ved grand slam-turneringen US Open.
På verdens største tennisstadion, Arthur Ashe Stadium i New York, vandt hjemmebanehåbet Danielle Collins første sæt mod Wozniacki 6-4 med hårde slag og aggressivt spil.
- Hun lagde aggressivt ud, og det var svært at finde rytmen, da duellerne ikke var ret lange, siger Caroline Wozniacki efter kampen, der blev vist på det amerikanske medie ESPN.
Caroline kom stærkt igen og vandt de efterfølgende to sæt 6-3, 6-4.
- Jeg måtte forblive målrettet og forsøgte at serve bolden tættere på hendes krop, så hun ikke havde mulighed for at angribe på serven, siger Wozniacki efter kampen ifølge tv-kanalen Eurosport.
Collins endte opgøret med hele 46 uprovokerede fejl, hvilket blev afgørende for amerikanerens nederlag til Wozniacki, der kun lavede 14.
Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, mener, at det var godt, at Wozniacki tabte nogle partier.
- Caroline blev lidt passiv, fordi det var lidt for nemt i andet sæt, så det var måske godt, at hun tabte nogle partier. Så var hun klar til tredje sæt. Hvis hun havde vundet andet sæt 6-0, havde hun måske tabt tredje sæt, siger han til Jyllands-Posten.
Caroline Wozniacki blev efter kampen spurgt ind til sin nye mand, David Lee, der så til fra tilskuerrækken. Parret sagde ja til hinanden i juni.
- Livet som gift har været fedt. Det hjælper mig på banen med at være mere rolig, siger Wozniacki efter kampen.
/ritzau/