For anden gang på kort tid er den svensk-kinesiske bilproducent Volvo Cars løbet ind i vanskeligheder.
Volvo Cars har valgt at stoppe udleveringen af elbil-modellerne EX40 og EC40 i blandt andet Danmark. Det sker fordi der er problemer med, at bilerne ikke kan sættes i "Drive" og dermed ikke kan køre.
Det skriver Meremobil.dk.
Så sent som for en måned siden tilbagekaldte Volvo Cars 72.000 eksemplarer af elbilen EX30. Her var der problemer med en fejl på en skærm, der indebar, at speedometeret ikke blev vist.
Volvo Cars fortæller til Meremobil.dk, at man afventer en softwareopdatering, som forventes at være klar i uge 29 - altså om to uger. Derfor skal Volvo-ejerne væbne sig med et par ugers tålmodighed.
Volvo Cars slår desuden fast, at det kun er modellerne EX40 og EC40, som er berørt, og at leveringen af bilerne vil blive genoptaget fra uge 29, hvis opdateringen er klar.