Det var en særdeles dramatisk video, en Twitter-bruger fik i kassen, da han besøgte Juan Santamaria International Airport i Costa Rica torsdag.
Han fangede nemlig det nervepirrende øjeblik, hvor et fragtfly fra DHL nødlandede – og kort efter brækkede over i to.
Flyet var en times tid før lettet fra samme lufthavn, men måtte vende om, da det havde problemer med sit hydrauliske system. Men under landingen gik det galt. Flyet rutsjede ned ad landingsbanen, inden det vendte skarpt rundt. Og i det moment knækkede over.
Brandfolk ankom hurtigt til stedet, hvor de fik sprøjtet masser af vand og skum på for at undgå brand.
Der var to personer ombord på flyet, begge slap uskadt fra ulykken. Den ene af dem blev dog sendt til hospitalet for et tjek.
DHL vil nu undersøge, hvordan ulykken kunne ske.
Se den dramatiske video herunder: