Et engelsk ægtepar har haft en rasende værdifuld marmorskulptur af mesteren, Antonio Canova, stående i deres have i årevis uden at vide, at den er yderst værdifuld.
Figuren forestiller Jesus' udvalgte discipel, Mary Magdalena, og eksperter anslår værdien af den italienske skulptør-mesters pragtstykke til at ligge et sted omkring de 8 mio. Pund (ca. 72 mio. kroner).
Sælges skulpturen for det beløb på en kommende Christie's auktion i juli i London, må det siges, at have været en udmærket investering. Parret købte nemlig Mary Magdalena – eller som den hedder i Antonio Canovas optegnelser, "Maddalena Giacente", for 45.000 kroner på en haveauktion i 2002. Det var selvfølgelig også en slat penge, men jo slet ikke i forhold til den reelle værdi.
Og hvordan dukkede så et italiensk mesterstykke af en skulptur op på en haveaktion?
Omtumlet tilværelse
Historien er, at "Maddalena Giacente" blev erhvervet af den tidligere britiske premierminister Lord Livepool tilbage i 1819. Hans familie solgte den videre 50 år efter, og den opholdt sig så på et stateligt hjem, som desværre nedbrændte nogle år senere.
Christie's eksperter håber på, at vurderingen på 8 mio. Pund holder eller er for lavt sat. Foto: Scanpix
Mesterværket levede herefter et hengemt liv, indtil den røg på ovennævnte haveaktion i 2002, ikke under dets rigtige navn, men "Sleeping Beauty" (Tornerose), hvor parret erhvervede skulpturen. De var som sagt ikke klar over hvilket fund, de netop havde gjort, men de syntes bare godt om den fine hvide dame, som er ca. 180 cm. lang og naturligvis meget tung, da den er af marmor.
Antonio Canova-eksperten, Dr Mario Guderzo, udtaler, at det er et sandt mirakel, at skulpturen er blevet fundet. - Det er et af Antonio Canova fineste og måske et af de allersidste værker fra hans hånd, siger han.
Antonio Canova (1757-1822) var en italiensk skulptør og kunstmaler, og han har også en dansk forbindelse: I forbindelse med opførelsen af idrætshuset ved Østerbro Stadion i København 1914 blev der placeret flere skulpturer på stadion. To af disse er lavet af Antonio Canova; motivet er de to græske olympiske mestre i nævekæmp: Kreugas og Demoxenos. Foto: Wikipedia
Inden auktionen skal skulpturen på en lille verdensturné til både New York og Hongkong, hvor den vil blive udstillet inden auktionen den 7. juli.
Det heldige ægtepar, som har valgt at være anonyme, mangler så noget nyt til baghaven, men der skulle være råd til en del, hvis vurderingen holder.