Det er ikke kun sprit, der kan bruges i kampen mod at sprede coronavirussen covid-19. UV-lys kan også bruges til at desinficere ting, møbler eller lokaler.
Det ved direktør Thomas Efsen fra virksomheden Efsen UV & EB Technology i Holte alt om, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Under nedlukningen af Danmark udviklede virksomheden en håndholdt lampe, der kan bruges til at desinficere alt fra tastaturer til massagebrikse og tandlægestole.
Thomas Efsen efterlyser dog en tydelig godkendelse af teknologien fra de danske myndigheder for eksempel ligesom i Sverige og Tyskland, hvor optikere med opbakning fra myndighederne kan bruge UV-lys til at rense brillestel.
- Mange kunder i sundhedssektoren ved, at det virker og bruger det allerede. Vi ved, at det virker, og hvordan vi håndterer det sikkert, så det undrer mig, at der ikke er interesse for at tænke i moderne teknologi, siger direktøren og kalder UV-desinfektion for "fremtidens intelligente teknologi indenfor rengøring".
Hos Statens Serum Institut lyder forklaringen, at der anbefales enkle midler som vand og sæbe, fordi det er nok til at inaktivere virus.
- Generelt anbefaler vi kun brug af desinfektionsmidler i begrænset omfang bortset fra håndhygiejne med håndsprit, og derfor nævner vi heller ikke UV-lys særskilt, siger overlæge Brian Kristensen fra Central Enhed for Infektionshygiejne.
Han oplyser dog, at myndighedernes vejledning er under opdatering - herunder afsnittet om brugen af UV-lys.