Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har udpeget Lene Espersen til ny formand for beskæftigelsesrådet.
Det bekræfter Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Lene Espersen overtager posten fra Carsten Koch, som blandt andet har været minister under Poul Nyrup Rasmussen. Han har været formand for rådet i syv år, men har nu valgt at trække sig.
Lene Espersen har tidligere været folketingspolitiker i 20 år og har stået i spidsen for Det Konservative Folkeparti fra 2008 til 2011, men måtte trække sig fra posten efter interne stridigheder og kritik af hendes formandsskab.
Diverse ferieophold var blandt andet roden til uroen. Da Lene Espersen vælger at rejse på ferie i Portugal, mens der er NATO-topmøde i 2008, fik det kritikerne op af stolen. To år senere melder hun afbud til et topmøde i Arktisk Råd, igen på grund af en familie-ferie, men denne gang på Mallorca.
Efter hun trak sig fra folketingspolitik i 2014, har hun været administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.
Lene Espersen vil sidde på formandsposten i Beskæftigelsesrådet frem til 31. maj 2018, hvor den ordinære periode udløber.
Formanden for Beskæftigelsesrådet kommer med anbefalinger til ministeren om beskæftigelsesindsatsen.
Lene Espersen, tidligere K-formand og udenrigsminister, skal nu være formand for Beskæftigelsesrådet.