Den walisiske golfspiller Ian Woosnam har gået sin sidste runde i majorturneringen US Masters.
Det siger han, efter at han missede cuttet i årets turnering.
Woosnam vandt turneringen tilbage i 1991, og derfor har han været inviteret til at spille med hvert år, selv om han har droslet voldsomt ned på golfaktiviteterne i de senere år. Og fremover byder kalenderen altså ikke på US Masters.
- Det her var min sidste runde. Det er jeg ked af, siger den 61-årige waliser, der længe har døjet med rygproblemer.
- Det er en kamp for mig at være her. Hver gang jeg kommer til turneringen, går jeg op og ned ad bakkerne på banen, og jeg kan mærke det.
- Det er en skam, for jeg føler stadigvæk, at jeg kan spille godt. Det tager energi ud af mig at gå en runde med en dårlig ryg, men jeg nød hvert minut på min sidste runde, siger Woosnam.
Waliseren var ni slag fra at klare cuttet i turneringen.
Han blev professionel tilbage i 1976. Førstepladsen i US Masters for 28 år siden er hans eneste majorsejr.
Det er ikke første gang, han prøver at sige farvel til Augusta National Golf Club. Det gjorde han også for tre år siden, men dengang blev han stoppet af stærkere kræfter.
- Da jeg prøvede at stoppe for et par år siden, fik jeg at vide af min kone, at det måtte jeg ikke. Hun beordrede mig til at gå ud og spille igen, så det besluttede jeg mig for at gøre, men det gør stadigvæk ondt, når jeg går, siger Woosnam.
Han har vundet 52 turneringenssejre i karrieren, og 29 af dem har været på European Tour, hvilket er sjetteflest i historien.
/ritzau/