Ford har haft mange bestsellere igennem tiden. Ikoniske navne som Taunus, Fiesta, Granada, Mondeo og senest SUV'en Kuga, som igennem lang tid toppede listen over flest solgte biler herhjemme.
Og nu har bilgiganten løftet sløret for en, måske, ny af slagsen, som kunne blive danskernes favorit: Ford Explorer.
Prisen lige under de 300.000 kroner for indstigningsmodellen er i hvert fald attraktiv nok, og Avisen.dk var imponerede over, hvor dynamisk og godt kørende den mellemstore og høje SUV var på de kringlede slovenske veje, hvor testen foregik.
Exploreren ligger i et skrapt felt, hvor konkurrenterne blandt flere andre hedder VW ID.4, Skoda Enyaq, Renualt Scenic E-Tech og Nissan Ariya. Foto: Ford
Men også løsningerne indeni vidnede om, at der var lagt kræfter i, at gøre bilen så praktisk som mulig.
Vi nævner i flæng: Stor skærm i midterkonsollen, som kan vippes op og ned. Når den er oppe er der fin plads til ting i det "skjulte rum" under skærmen. Her kan man lægge ting, som en indbrudstyv ikke kan komme til, da "My Private Locker", som rummet hedder, låser helt af, når man låser bilen og skærmen vel og mærke er på plads.
Mange virkelig gode løsninger indendøre – og bemærk den flotte integrering med soundbar'en. Foto: Ford
Ambientebelysning i et væld af farver samt massage-funktion i sæderne er standard i premium-udgaven. Foto: Ford
Ydermere kan man tage en af bakkerne ud fra midterkonsollen og sætte ned under skærmen i et dertil indrettet rum. Så har man et stort rum (17 liter) med plads til eksempelvis en pc eller nogle six-packs øl alt efter temperament og livsstil.
Der er en smagfuld soundbar, der diskret ligger bag skærmen foran føreren og hen langs instrumentbrættet. Vælger man topudgaven Premium, er det ovenikøbet danske B&O, som leverer lyden hertil.
Intuitiv og rummelig
I topudgaven er der træk, som kommer frem ved tryk af en knap i bagagerummet, og her er også et ekstra rum under bunden, der kan bruges til ladekabler, hvis man ikke vil have dem i lommen i siden af rummet, som der også er gjort plads til.
I bagagerummet er der 530 liter gulv til loft at muntre sig med, og når sæderne er lagt ned 1.460 liter. I øvrigt er gulvet her regulerbart i to højder og med ekstra rum under gulv samt skilem. Foto: Ford
Pladsen bagtil er mere end fin, selv om midtersædet heller ikke her er til nogen voksen på langfart. Foto: Ford
Touchskærmen på 15" er i øvrigt hurtigt reagerende, og intuitiv at betjene. Den irriterende lille pling-lyd ved hastighedsoverskridelser (sådan en skal alle biler solgt i EU jo have i dag) kan fjernes via tre genvejstaster på skærmen. Dog ikke lige så enkelt som Mercedes-Benz' løsning, hvor man bare skal holde mute-knappen på rattet inde i to sekunder.
Ford Explorer er lavet i den store ombyggede fabrik i Køln, og den er Fords første elbil lavet i Europa til europæere. Den er nok for klejn til det amerikanske marked, men her nu plads nok. En tur på bagsædet var en helt fin oplevelse med plads til overtegnedes 185 centimeter, hvor jeg i øvrigt kunne strække benene.
Der er flere drivemodes: Normal, Eco, Sport, Traction (men kun på den firhjulstrukne version) og Individual.
To vigtigste parametre, når vi snakker elbiler, er rækkevidde og opladningstid. Og her er Ford Explorer helt i front med fornemme 602 kilometer. (Select-varianten) på den baghjulstrukne version og 566 kilometer på den firehjulstrukne.
Luksusudgaven Premium har sjovt nok mindre rækkevidde, hhv. 572 kilometer og 532 kilometer for den firehjulstrukne, nok på grund af de større fælge på 20" frem for 18". Baghjuls-varianten har et 77 kWh stort batteri, og firehjulstrukne variant 79 kWh.
Den lille indstigningsmodel er et kapitel for sig, for her er batteriet kun på 52 kWh, som giver en noget mindre rækkevidde på 384 kilometer. Den fås ikke som firehjulstrukket version, og en rækkevidde på under 400 kilometer er som udgangspunkt rigeligt til daglig kørsel og mere. Men skal man en tur til sommerhuset fra København til Jylland en kølig dag, ja, så skal der lades op på hjemturen.
Opladningen med lynlader er fra 10 procent til 80 procent på 26 minutter, og motoren kan forvarmes før en sådan DC-opladning.
De første Ford Explorer er allerede solgt herhjemme, og de kommer til levering i løbet af sensommeren/efteråret.
Explorer kan trække 1 ton på krogen i RWD-model og 1.200 kg. i AWD indtil videre, men Ford forventer, at en ny godkendelse snart vil øge begge med 200 kg. Foto: Ford
Priser
Explorer Select SR: RWD, 170 hk., 384 km. rækkevidde fra 299.990 kr.
Explorer Select UR: RWD, 286 hk., 602 km. rækkevidde fra 339.990 kr.
Explorer Select UR AWD: 340 hk., 566 km. rækkevidde fra 359.990 kr.
Premium-edition kommer med standard Matrix LED forlygter m/blændfri funktion, ambiente kabinebelysning, 20" alufælge, håndfri el-bagklap, fuld kunstlæder og B&O-anlæg med soundbar og 10 højttalere.
Explorer Premium RWD UR: 286 hk., 572 km. rækkevidde fra 359.990 kr.
Explorer Premium AWD UR: 340 hk., 532 km. rækkevidde fra 379.990 kr.