BYD står for Build Your Dream. Men det navn kom først efter eksport af biler til udlandet langt senere, for stifteren af BYD, Wang Chuanfu, fandt bare på bogstavkombinationen til sit lille elektronikfirma i 1995 uden nogen særlig pointe bag.
Nu er BYD verdens største producent af elbiler, og har været det i Kina i over et årti. Firmaet er det eneste bilfirma i verden, som begyndte som batteri- og teknologifirma, og først nogle år senere (2003) fandt på at lave biler. De er dedikerede til at være en af krumtapperne til at nedbringe den globale temperatur med 1 grad. Meget ambitiøs målsætning for et teknologi- og bilfirma, må man sige.
Nok om firmaet – jeg har skrevet nogle fun-facts om BYD til sidst i artiklen, men nu skal vi snakke bil. Meget hurtig bil.
19" tommer hjul giver lidt hård affjedring, men man kan naturligvis vælge mindre størrelser. Foto: Per Kuskner
BYD Seal er en vellykket bil prissat tæt på Tesla - dens primære (sedan-konkurrent). Foto: Per Kuskner
For BYD Seal Excellence har en svimlende hurtig acceleration fra 0-100 km/t på kun 3,8 sekunder og monstrøse 530 hk. Det er lidt ”last season” at tale om optræk i elbiler, for de har alle et mere eller mindre hurtigt et, men når en rummelig familiebil kommer under 4 sekunder, så er det alligevel pænt hurtigt, og hurtigere end konkurrenten Tesla 3’s Performance.
Den er også ”fast i kødet”, gode støttende sæder og indeni er der i det hele taget lækkert og luksuriøst med lædersæder, synlige stikninger og en sjov gimmick: Centerskærmen kan vendes 90 grader ved en knap, så man kan vælge at have den vand- eller lodret.
Føst den ene vej...... Foto: Per Kuskner
....og så den anden vej. Den store infotainment skærm kan dreje rundt. Det har BYD's andre modeller også. Foto: Per Kuskner
Designet omkring føreren er nærmest kunstfærdigt med knapper og sjove indslag og løsninger, der er helt sine egne.
Den er også pænt rummelig og fem voksne kan sidde ok i den, men som alle andre sedanbiler, fungerer det bedst med fire. Hvad der dog fungerer yderst godt, er en betryggende fabriksgaranti på seks år (eller 150.000 km.) samt en otte års garanti på batterierne.
Med 480 cm i længden, 188 cm i bredden, 146 cm i højden og en akselafstand på 292 cm er BYD Seal en smule større end Tesla Model 3. Foto: Per Kuskner
Specifikationer
BYD Seal Excellence 379.995 kr.
* Ydelse: 530 hk
* Batteri 82,5 kWh Rækkevidde (WLTP): 520 km Opladning AD/DC: 11/150 kW
* 0-100 km/t: 3,8 sek.
* Topfart: 180 km/t
* Anhængervægt: 1.500 kg.
BYD Seal fås også i en mindre udgave med 313 hk. til en fra-pris på 349.995 kr.
520 km. rækkevidde (WLTP) på en opladning klarer Seal. Foto: Per Kuskner
FunFact BYD
* BYD producerer også batterier, højhastighedstog, lastbiler, gaffeltrucks og elektronik.
* Alle komponenter i bilen på nær dæk og vinduer bliver lavet på BYD’s egen fabrikker.
* Den mængde CO2, som firmaet har sparet ved sine tiltag igennem årene, svarer til at have plantet 1 milliard (!) træer.
* Stifteren Wang Chuanfu blev født ludfattig i 1966, blev bortadopteret som teenager, men trods alle odds kom han ind på universitetet og graduerede i batteri-teknologi.
* Milliardæren Warren Buffet så perspektiverne i BYD og købte 10% af aktierne tilbage i 2008. Ikke en dårlig forretning.
* I 1995 var der under 20 ansatte. I dag er der over 300.000 verden over.
* Der findes BYD-elektronik overalt – også i din smartphone - faktisk er 50% i en iPad BYD-komponenter.
* BYD Yangwang U8 er en luksus-SUV, som kan flyde/sejle på vandet. Ikke som en gimmick, men som tiltag mod de mange oversvømmelser, der til stadighed raserer både i Kina og andre steder i verden takket været klimaforandringerne.