Det er over 30 år siden den kun 18-årige gymnasiepige Stine Geisler under pinsekarnevallet i maj 1990 blev bundet, torteret og dræbt i sin egen cykelkælder i Teglgårdsstræde det indre København.
Det er et af Danmarkshistoriens få uopklarede mord, som, på grund af dets bestialitet og kendte mennesker i periferien af dette mord, stadig fascinerer. Således er der skrevet mange artikler, lavet tv og en bog for nyligt om dette mord.
Stines forældre, Kirsten og Steen Geisler håbede naturligvis igennem alle årene, at deres datters drab ville blive opklaret, men forgæves.
Steen Geisler døde i 2004, og nu er Kirsten Geisler død, skriver Ekstra Bladet.
Som avisen skriver, så blev Kirsten Geisler stort set hver dag konfronteret med det sted, hvor hendes datter blev myrdet for 30 år siden. Hun boede nemlig lige til sin død i lejligheden på anden sal over den baggård, hvor Stine blev dræbt.
Steen og Kirtsen Geisler ved begravelsen af deres datter. Til venstre lillebroren, som i dag bor i udlandet og ikke har ønsket at udtale sig eller medvirke i hverken bøger eller tv-udsendelser. Foto: Scanpix
Krimiserie om drabet
Beslutningen om at blive boende skete ikke med Kirsten Geislers gode vilje, har hun tidligere fortalt til Ekstra Bladet:
- Jeg ville væk. Jeg kunne simpelthen ikke holde tanken ud, men min mand sagde, at han kunne godt forstå det, men at vi ville komme til at sidde på en øde ø, hvis vi flyttede, lød det i et interview i 2012.
Kirsten Geisler har også bidraget til journalist Søren Baastrups bog "En djævel i den lyse nat", og på baggrund af denne bog, kører serien på tv-stationen Discovery "Hvem dræbte Stine Geisler" lige nu, hvor forfatteren blandt andre medvirker.
Stine havde også en lillebror, som i dag bor i udlandet.