Landmanden Svend på 45 er ham, der har været med før, og vist mest bare bruger programmet som en slags traktor-Tinder. I dag skal han speeddate fem kvinder i sin have. Vært Lene Beier kommer tilfældigvis forbi, netop som de skal til at i gang.
– Har du valgt at gøre det her? På din gård? spørger hun overrasket.
Jeg forstår hende godt, for det er efterhånden en sjældenhed, at de medvirkende er rigtige landmænd med eget landbrug. Faktisk har der vist været flere clairvoyanter end landmænd med de seneste sæsoner. Hvem skulle have forudset det? Ja, altså ud over de clairvoyante selv.
– Ja, jeg har inviteret fem kvinder hjem på gården, og så i løbet af ugen, der vælger jeg lidt fra, siger Svend glad.
Eller, det tror jeg, han siger, for Svend er også rigtig landmand i den forstand, at han taler som om, hans stemmebånd er ved at gå i båndsalat. Han siger f.eks. ”en” om alting, også det, der egentligt hedder ”et”. Min mor er fra landet og gør det samme. Eller, det vil sige, hun taler almindeligt derhjemme, men når så hendes del af familien ringer, så sorterer hun straks ordet ”et” fra sit vokabularium. Det er egentlig ret smart at forenkle sproget på den måde. Hvorfor gør vi andre ikke det?
Michella, Alexanndra, Tine N, Tine B, Anne på vej hjem til Svend. Foto: Anders Brohus/TV 2
Nå, men Svend får bl.a. besøg af Ane på 36. Eller, jeg tror, hun hedder Ane. Der er noget undertekst hen over hendes navn, så jeg kan ikke læse det.
– Vi har de samme værdier. Både det med landet, det med dyr og det med Morten Korch-film, siger Ane (tror jeg nok).
Jeg nævner det kun, fordi det er anledning til at blære mig med, at jeg har en signeret Morten Korch-roman derhjemme. Og ja, jeg synes, det er så vigtigt at blære sig med, at jeg lavede et setup til det, selvom jeg ikke aner, om Ane hedder Ane.
Alexandra på 48 går også op i det med dyrene. Hun kan især godt lide hunde, siger hun.
– Så æ så æ så det Max a nok lige, siger Svend.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Så meget har jeg heller ikke hørt efter, når min mor snakker med sin familie. Men jeg går ud fra, det handler om hans hund. I hvert fald klippes der til et billede af den. Den ligger i haven og hviler sig, og det ser umiddelbart ud som om, den lige har slået nettet til et 11-mandsfodboldmål ihjel. Eller også er det en form for silderuse.
Svend får også besøg af hele to, der hedder Tine. Han døber dem Tine Thy og Tine Fyn. Jeg gik i folkeskolen med en, der hed Tine, men der var kun hende. Så hun hed bare Tine. Til gengæld var der to, der hed Thomas i vores klasse. Den ene hed bare Thomas. Den anden hed Fede Thomas.
Landmanden Serena på 27 har tre bejlere tilbage, efter hun sammen med de andre mobbede den fjerde ud i sidste uge. De besøger hende og har hver især gaver med. Kage, chokolade og træsko. Ham med træskoene føler sig lidt udenfor, kan man mærke. Det er ligesom en moderne udgave af de tre vise mænd, hvor ham med myrraen nok heller ikke syntes, han havde sin bedste dag.
– Jeg elsker rødt, udbryder Serena høfligt, da hun ser træskoene, der tydeligvis er orange.
Kagen er i øvrigt en Kinder-chokoladekage, fortæller Peter på 35, der har bagt den.
– Den smager supergodt, for det er jo Kinder-chokolade, siger han, sikkert efter en eller anden Lagkagehuset-opflasket, københavnsk tv-tilrettelægger har stillet ham et flabet spørgsmål om indholdet.
Peter er iskold. Men han er også togfører hos DSB til dagligt, så han er vant til at skuffe folk.
Landmanden Jacob på 26 har også tre bejlere tilbage. Lene Beier afhører dem og finder ud af, at de alle tre har lyst til at kysse ham. Bagefter fortæller hun det til Jacob.
– Men du må ikke tolke det som om, jeg forsøger at overtale dig til at kysse dem, lyver hun, for det er netop lige det, hun gør.
Jeg forstår hende godt, for der skal snart til at ske noget i det her program.
Jacob tænker tydeligvis over hendes ord. Men han kan ikke tage sig sammen til at gøre noget ved det, da han endelig sidder alene sammen med den charmerende Sille. I stedet taler han om, hvor man kan bygge en hestefold og om, hvor nemt det ville være at rykke kostalden ned. Det er i tåkrummende pinlighed nærmest kun overgået af dengang, Line Baun troede hun så en abe i Go’ Morgen Danmark.
Sidste landmand vi skal forbi i denne uge er Helle på 53. Hun er nede på to mænd, Henrik og Henrik, og de er uden tvivl mine yndlingsdeltagere i år. Især machomanden Henrik W., der notorisk er bange eller nervøs for stort set alting. Det er ved at udvikle sig til, at tv-holdet vist mest bare tester, hvor langt de kan gå, før han knækker. I dag er det rødvin, han ikke rigtig er tryg ved. Til gengæld er han mægtig glad, da han har fået sig en snak med en af Helles mandlige venner.
– Han var en flot fyr, der vidste, hvad han talte om, siger Henrik og smiler.
Jeg tror, jeg er ved at regne ud, hvorfor han ikke har en kæreste.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder. Foto: Privat