Forældrenes mobilsnak går ud over nærværet med børnene.
Derfor opfordrer flere daginstitutioner forældrene til at droppe mobilen, når de afleverer eller henter deres børn. Nogle institutioner har sågar lavet forbud mod mobilsnak.
- Der er mangel på digital dannelse. Derfor er det godt, at pædagogerne gør forældrene opmærksom på, hvad det har af konsekvenser, når de er optaget af telefonen i stedet for børnene, siger Jan Hoby, der er næstformand i fagforeningen LFS.
Laver opslag eller forbud
Sidste år foretog LFS, der organiserer de københavnske pædagoger, en mindre rundspørge blandt klyngelederne i Københavns Kommune.
Her meldte 20 ud af 40 dagtilbud ud, at man opfordrer forældrene til ikke at bruge mobil i hente- og afleveringssituationer. Det sker blandt andet via opslag eller ved direkte henvendelser til forældrene.
14 institutioner svarede, at der er indført faste regler om, at institutionen er mobilfrit område.
Kun seks dagtilbud oplever ikke mobiltalende forældre som et problem.
Mobilsnak generer
Jan Hoby mener, at den digitale dannelse har svære vilkår i Danmark og at danskerne mangler gode manerer, når det kommer til, hvor og hvornår det eksempelvis er passende at tale i mobiltelefon.
Samme holdning går igen i en ny meningsmåling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk. Ifølge den, føler over 60 procent af et repræsentativt udsnit af danskerne sig forstyrret af mobilsnak i det offentlige rum.
I den integrerede institution Himmelrummet på Østerbro fortæller pædagogisk leder Jeanet Olsen, at hun flere gange har mindet forældre om at slukke mobilen, når de afleverer og henter deres børn.
Og i institutionen hænger et stort billede med budskabet: 'Du skal nu ind til dagens vigtige møde - Mødet med dit barn - Nyd det - Behold mobilen i lommen'.
En rar påmindelse
Billedet har Jeanet Olsen selv malet. Hun understreger, at der ikke er tale om et decideret forbud mod mobilsnak
- Det er en kærlig opfordring til at være i øjebliks-nuet, når man henter sine børn. For som mor eller far kan man ikke være nærværende og se barnets øjne lyse op, når de får øje på dig, hvis du går og glor ned i en mobiltelefon, siger Jeanet Olsen.
Hun er sikker på, at alle forældre gerne vil deres børn, men måske bare glemmer at lægge telefonen fra sig.
- Vi er så styret af teknologien, så folk render jo rundt med deres mobiltelefoner hele tiden. Men jeg tror, at det sker ubevist. Og det er derfor vi kommer med en rar påmindelse om at være til stede med børnene, siger Jeanet Olsen.
Opfordringen til forældrene i dagtilbuddet Himmelrummet