En besøgende i Kalvebod Fælled på Amager fik sig forleden sit livs overraskelse, da han så en snog krydse vejen foran ham.
Snogen havde nemlig to hoveder.
Det skriver TV 2 Lorry.
Det er noget af et særsyn, fortæller Jes Aagaard, der naturvejleder i Naturstyrelsen til TV 2 Lorry.
Han fik billedet af den sjældne slange indsendt af den besøgende.
- Jeg tænkte: Hold da op, det var eddermame sjovt, at vi havde sådan en i vores naturpark. Og fedt, at den kan leve, udbryder naturvejlederen.
Det er langt fra hverdagskost, at en slange med to hoveder viser sig i den danske natur.
- Det er meget specielt. Det sker virkelig ikke særlig tit. Sidst var det en hugorm i 2011, fortæller naturvejlederen til TV 2 Lorry.
Det er faktisk kun anden gang i historien, at en tohovedet slange ifølge naturvejlederen spottes i Danmark.
Hugormen, som Jes Aagaard nævner, blev spottet i Odsherred. Dengang var det aldrig set før i dansk natur.
Det vides ikke, hvor ofte slanger udvikler dobbelthoveder, men det er hvert fald ikke særlig tit.
- Jeg kan ikke sige, hvad frekvensen er, men det hører til absolut sjældenhederne. Jeg vil kalde det en lille sensation, siger Jes Aagaard til TV 2 Lorry.
Han tror, at det ekstra hoved er dannet på et tidspunkt i slangens genetiske udvikling, hvor et bundt celler sandsynligvis begge har troet, at de skulle udvikle sig som et hoved, fordi der er gået en styring galt.
- Så er det bare en af de varianter, som naturen nogle gange laver, siger han.