En sjælden lyserød diamant er blevet solgt i Hongkong for næsten 58 millioner dollar - omkring 442 millioner kroner.
Det sætter dermed rekord for prisen per karat betalt for en diamant eller ædelsten solgt på en auktion.
Det oplyser auktionshuset Sotheby's.
Der er tale om diamanten Willamson Pink Star.
Prisen, som en anonym køber fra Florida i USA har betalt, er mere end det dobbelte af den anslåede salgspris på 21 millioner dollar - cirka 160 millioner kroner.
Lyserøde diamanter er de mest sjældne ædelsten. Der er derfor stor efterspørgsel på dem på det internationale marked.
Williamson-diamanten er navngivet efter to andre lyserøde diamanter.
Den ene er CTF Pink Star, som i 2017 blev handlet i Hongkong for 71 millioner dollar - over 540 millioner kroner.
Det er den mest værdifulde diamant solgt på en auktion.
Den anden er Williamson Stone, som er en diamant, der blev givet som bryllupsgave til den nyligt afdøde britiske dronning Elizabeth II.
Det "forbløffende" salg understreger, at diamanter af høj kvalitet stadig kan sælges for høje beløb i en ellers usikker økonomi. Det siger Tobias Kormind, der er administrerende direktør for den britiske juvelforhandler 77 Diamonds.
- Fysiske aktiver som diamanter i verdensklasse har en historie med at klare sig godt, selv i tider med ustabilitet, siger han.
Williamson Pink Star-diamanten vejer 11,15 karat. En karat svarer til 0,2 gram.
Diamanters værdi stiger, i takt med at vægten på diamanten stiger. Dog stiger værdien ikke lineært, fordi store diamantkrystaller er langt mere sjældne end små.
Derfor koster en diamant på eksempelvis 1 karat mere end det dobbelte af en diamant på 0,5 karat af tilsvarende kvalitet.
Diamanten CTF Pink Star vejer 59,60 karat.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP