Sangerinden Shakira risikerer flere års fængsel i Spanien, hvor hun er anklaget for skattesvindel.
De spanske anklagere siger fredag, at de vil gå efter en fængselsstraf på mindst otte år.
Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.
Udmeldingen fra anklagemyndigheden kommer, efter at Shakira onsdag afviste et forligstilbud. Derfor skal sagen nu for retten.
Shakira er anklaget for at have snydt skattemyndighederne for 14,5 millioner euro. Det svarer omkring 108 millioner kroner.
Ifølge Ritzau skal svindlen have stået på mellem 2012 og 2014. Her påstår anklagerne, at den colombianske verdensstjerne boede i Spanien og dermed skulle betale skat. Det afviser Shakira.
Ud over fængselsstraffen mener anklagerne også, at sangerinden skal have en bøde på 23,5 millioner euro, altså rundt regnet 175 millioner kroner.
Der er endnu ikke fastsat en dato for retssagen.
For knap to måneder siden kom det frem, at Shakira og fodboldspilleren Gerard Piqué gik fra hinanden. Det celebre par havde dannet par siden 2010, og har sammen to sønner.
Shakira og Gerard Piqué, som spiller i Barcelona. (Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix/arkiv)