Peter Rosenmeier missede en matchbold i tredje sæt, og han havde selv en matchbold imod sig i femte sæt.
Men den danske bordtennisspiller endte med at vinde i fem sæt, og han er nu klar til semifinalen ved de paralympiske lege for sjette gang i træk.
Det står klart efter en dramatisk sejr over tyskeren Thomas Rau i kvartfinalen ved PL i Paris.
Rosenmeier vandt med cifrene 13-11, 11-4, 10-12, 7-11, 12-10 efter en kamp, der bølgede frem og tilbage.
Med sejren er Rosenmeier som minimum sikker på bronze, da der ikke spilles en bronzekamp.
De to duellanter havde mødt hinanden mange gange tidligere i karrieren. Og selv om tyskeren har vundet flere indbyrdes, har Peter Rosenmeier statistikken med sig på det seneste.
Det var således den 19. danske sejr i træk over Thomas Rau, hvis man tæller både single- og doublekampe med.
Det kunne man dog slet ikke se i tirsdagens kvartfinale mellem de to.
I første sæt afværgede Peter Rosenmeier tre sætbolde imod sig, og danskeren viste ikke skyggen af panik, da han tog sættet med 13-11.
Tyskeren smed sit bat ind på bordet i ærgrelse, og han tog frustrationerne med sig ind i andet sæt, hvor han virkede rystet og lavede flere mærkværdige servefejl.
Det lignede en sejr i tre sæt for Rosenmeier, men han missede en matchbold i tredje sæt. I stedet reducerede tyskeren til 1-2 i sæt.
Generelt havde Rosenmeier store problemer med tyskerens serv, som førte mange nemme point med sig. Og Thomas Rau udlignede til 2-2 i sæt.
I femte sæt viste Rosenmeier stor mental styrke, da han gentagne gange kom bagud med to point og selv havde sin første føring ved 7-6.
Det blev også til 8-6 efter endnu en tysk servefejl, inden Rosenmeier var ved at smide det hele væk.
Thomas Rau kom foran 10-9 og havde matchbold, men den afværgede Rosenmeier med en skruet serv, der udmøntede sig i et servees.
Siden vandt Rosenmeier på sin anden matchbold i kampen efter misseren i tredje sæt.
Peter Rosenmeier har traditionelt været en af Danmarks helt store medaljeslugere ved PL.
Han har vundet PL-guld to gange (i 2008 og 2016), mens det i 2004 og 2012 blev til bronze. Ved legene i Tokyo for tre år siden blev det til sølv.
/ritzau/