Unge, der gennem opvæksten har haft en stabil relation, som har fået dem til at føle sig elsket, værdsat og forstået, har nemmere ved at komme sig over eventuel mishandling, omsorgssvigt og andre psykiske belastninger i barndommen.
Det konkluderer en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere Socialforskningsinstituttet), SFI.
Undersøgelsen viser en klar sammenhæng mellem selvskade og omsorgssvigt. Selvskade ses nemlig seks gange oftere hos unge, der har været udsat for traumatiske oplevelser eller mishandling som barn.
- Men den sammenhæng bliver signifikant svækket, hvis de unge har en socialt støttende person i deres liv, siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra SFI.
Undersøgelsen giver dog ikke noget eksakt svar på, hvor meget nemmere det er for en ung med en personlig relation at bearbejde de traumatiske oplevelser.
Resultatet bakkes op af anden tidligere forskning, der peger på, at blandt andet hjemvendte soldater, der har udviklet posttraumatisk stressymptom, har nemmer ved at komme sig, hvis de har en personlig relation.
- Mange af de unge, som har været udsat for meget voldsomme begivenheder i deres nære familie, har faktisk også posttraumatisk stressymptom, når de snakker med os, siger Mogens Nygaard.
Han håber, at resultatet vil kunne bruges i mødet mellem sundhedspersonalet og de unge, efter de har gjort skade på sig selv.
- En del international forskning peger på, at behandlere ofte har svært ved at forstå, hvorfor mennesker eksempelvis vælger at skære i sig selv, siger han.
2980 unge voksne på 25 år har deltaget i undersøgelsen. Gruppen udgør et repræsentativt udsnit af årgangen.
Dog har der været en overrepræsentation af unge, der har været anbragt uden for hjemmet, som der sidenhen er korrigeret for.
/ritzau/