Mens både Danmark og en række andre lande er begyndt at åbne op og vende tilbage til hverdagen, ser situationen langt mere alvorlig ud for maskinmestre, tjenere, rengøringsfolk og andre besætningsmedlemmer på krydstogtskibe.
Det skriver Fagbladet 3F.
Siden coronaen brød ud, er vi her i landet stødt på krydstogtskibe strandet i Fredericia, Skagen og ved Frederikshavn. Det har vakt ængstelse, fordi der er frygt for, at covid19-smittede søfolk kan starte en lavine af smittespredning her i landet.
Det danske problem er dog lillebitte i forhold til forholdene globalt: Efter at have sejlet rundt på må og få er størstedelen af 353 krydstogtskibe nu strandet i havne verden over. Og omkring 10 procent af dem har covid-19 smittede ombord, oplyser det internationale transportarbejderforbund ITF.
Over 100.000 besætningsmedlemmer fanget ombord og ikke kan komme hjem, skriver avisen The Guardian.
FN-organisationen ILO (International Labour Organisation) råber vagt i gevær:
- Situationen fortsætter med at udvikle sig. Vi er meget bekymrede. Mange af søfolkene har brug for akut medicinsk behandling og kan ikke få lov til at gå i land, siger Brandt Wagner, der er chef for transport og maritim-enheden i ILO.
Ud over coronasmitten er mange af passagerne ombord uden løn.
- Det er en meget svær og hjerteskærende periode for dem og deres familier, siger Brandt Wagner.
ILO opfordrer regeringer verden over til at tage et fælles ansvar. Problemet er ofte, at skibene sejler under bekvemmelighedsflag.
Det betyder, at de er registreret i lande som Liberia, Bahamas eller Panama. Her må besætningen ofte tage til takke med ringe sikkerhed, elendige arbejdsvilkår og ejere, som ikke tager ansvar for deres besætning, når der opstår problemer.
Af krydstogtskibene her i landet ligger der stadig et i Skagen og ud for Frederikshavn. Det som lå til Fredericia er sejlet til Hamborg.