For andet år i træk kan den danske landsholdsspiller Mathias Gidsel kalde sig verdens bedste håndboldspiller.
Gidsel blev fredag middag kåret af Det Internationale Håndboldforbund (IHF) som "World Player Of The Year" i 2024 efter en afstemning, der involverede OL-landstrænerne, håndboldfans og IHF's egen trænerkommission.
Den tyske målmand Andreas Wolff og den spanske bagspiller Alex Dujshebaev var de øvrige nominerede.
Højdepunktet i Mathias Gidsels 2024 var OL-guldet i Paris med det danske landshold.
Tidligere på året var han med til at vinde sølv ved EM, og han førte sin klub Füchse Berlin til en andenplads i den tyske Bundesliga. Det var klubbens bedste placering nogensinde.
- Mathias Gidsel har været intet mindre end fremragende i 2024, hvor han var MVP (mest værdifulde spiller, red.) og topscorer ved OL i Paris med 62 mål for Danmark, hans hold var uovervindeligt og vandt guld.
- Ved EM 2024 har han også all star-højreback og delt topscorer med 54 mål, lyder det på IHF's hjemmeside.
Det er femte gang i træk, en dansker løber med den ærefulde hæder. Mikkel Hansen vandt i 2018, Niklas Landin i 2019 og 2021, mens Gidsel selv strøg til tops sidste år.
Prisen blev ikke uddelt i 2020 og 2022.
På DanskHåndbolds hjemmeside kalder forbundets sportschef, Morten Henriksen, kåringen for fuldt fortjent.
- Det er først og fremmest et kæmpe skulderklap til Mathias for det store arbejde, han har ydet gennem sin karriere. Men også til hele DanskHåndbold og de mange folk, der har hjulpet Mathias frem, og som hver dag beriger vores foreningsliv og er med til at skabe fremtidens stjerner.
- I forhold til vores talentstrategi har det også været en fornøjelse at følge Mathias’ vej gennem systemet, hvor han fysisk udviklede sig forholdsvis sent, men alligevel er endt med så unik en præstation som at blive kåret som verdens bedste to gange, siger Morten Henriksen.
Hos kvinderne gik titlen til nordmanden Henny Reistad, der ligesom Gidsel vandt for andet år i træk. Reistad spiller til daglig for Team Esbjerg i den danske liga.
/ritzau/