Der er sat strøm til en ny ladepark med 12 lynladepunkter ved Herningmotorvejen.
Der er godt nyt til de elbilister, der bor i eller omkring Ikast, eller som færdes langs Herningmotorvejen.
Energiselskabet OK har nemlig etableret en ny ladepark på Jyllandsgade 30 i Ikast.
Her er opstillet seks lynladere af 400 kW, hvor der er 12 ladeudtag til rådighed.
- Ladeparken i Ikast er vores første lokation med et overdækket "drive-through"-koncept, og det er med til at løfte brugeroplevelsen til et nyt niveau. Samtidig har vi haft fokus på at skabe gode opholdsområder, hvor man kan slappe af, mens bilen oplader, udtaler Kenneth Risborg Korsgaard, OK's markedsdirektør på e-mobilitet.
Således kan bilister nu både oplade, tanke og vaske bilen på samme lokation.
Der er åbningsfest på fredag, hvor der blandt andet kan oplades for én krone per kWh.