Lotto deler vandene.
Nogle folk - som fx Joachim B. Olsen - mener at Lotto er en skat for dumme mennesker, mens andre gerne køber ind på drømmen om at forsøde tilværelsen med nogle millioner. Eller i visse tilfælde op imod en halv milliard.
I aften er der eksempelvis mulighed for at vinde den nette sum af 448 millioner kroner i Eurojackpot. Hvis en enkelt dansker skulle være så heldig at løbe med hele førstepræmiepuljen vil det slå de to hidtil største danske gevinster, der begge er vundet i Eurojackpot.
Den hidtil højeste gevinst blev vundet i 2015, da en borger fra Helsingør kunne stikke 315 millioner kroner i lommen, og sidste år vandt en heldig lottospiller fra Roskilde 310 millioner.
De fleste af os har sikkert også i vores stille sind gået og funderet over, hvad man skulle gøre, hvis man pludselig kom til så mange penge. Til sammenligning svarer en gevinst på 448.000.000 kroner i runde tal til 1.150 gennemsnitlige årsindkomster i Danmark. Det vil sige, at der er råd til at slå gækken en anelse løs, inden fogeden banker på døren.
Her hjælper vi dig lidt på vej med nogle mere eller mindre konstruktive ideer, hvis du skulle undgå "dummeskatten" og vinde den store gevinst i aften.
Denne strandvejsvilla var til salg for 22 mio. i 2005. (Foto: Ritzau Scanpix)
10 strandvejsvillaer + indhold til garagerne
Er du typen, der godt kan lide at sætte penge i mursten, er der basis for at købe 10-12 strandvejsvillaer i den pæne ende af skalaen til cirka 20-25 mio. kroner stykket.
Det efterlader dig med omtrent 180 millioner til at fylde garagerne op med. Her kan du fx vælge at købe 50 af de billigste Ferrari-modeller, som herhjemme kan fås til cirka 3,6 mio. kr. Du skal dog formentlig regne med lidt leveringstid, og muligvis skal du nøjes med 40, hvis der også skal være råd til lidt benzin.
(Foto: Ritzau Scanpix)
Yacht
Du kan også gå på jagt efter en af de beslaglagte russiske Oligark-yachter, som ligger og flyder rundt omkring i de europæiske havne. Flere af dem har en værdi i milliardklassen, men en skude som superyachten Lady M blev fx vurderet til 483 millioner - og mon ikke der er basis for et lille afslag.
Lady M blev beslaglagt i Italien. (Foto: Wikimedia)
Lionel Messi
Leder du efter en oplagt forstærkning til den lokale serie 4-klub, kan du vælge at købe den 34-årige argentinske fodboldstjerne Lionel Messi, som ifølge transfermarkt.com har en værdi på 446 millioner kroner. Det efterlader endda et par millioner til klubshampoo. Du kan selvfølgelig også nøjes med den aldrende Christiano Ronaldo (38), der kan fås til sølle 260 millioner kroner, men som til gengæld nok er lidt dyrere i hårprodukter.
Du skal ringe til PSG i Paris, hvis du vil købe Lionel Messi. (Foto: Ritzau Scanpix)
Lidt til hjemmet
Du kan selvfølgelig også vælge at gå amok i Ikea. Her vil der være penge nok til at købe 560.000 Kleppstad garderobeskabe eller 448.000 topmadrasser af mærket Tustna.
En Tustna-topmadras koster præcis 1000 kroner. (Foto: IKEA)
Den snusfornuftige løsning
Den kedelige - og ifølge Joachim B. Olsen også mest fornuftige - mulighed - er selvfølgelig at spare de 150 kroner, som 10 rækker koster. Dem kan du så i stedet bruge på cirka 10 liter brændstof til bilen eller to Hawaii-pizzaer og en halv liter cola.
Velbekomme.
(Foto: Ritzau Scanpix)