Lasse Helmer Sørensen havde næppe troet, at det ville koste ham over 20.000 kroner at passe sin mormors hus i Norge i blot 15 måneder.
Men det gjorde det pludselig, da han 1. juli sidste år blev placeret på integrationsydelse sammen med 1.100 andre danske statsborgere.
De 15 måneder i Norge var nemlig lige nøjagtig nok til, at Lasse Helmer Sørensen ikke havde tilbragt minimum syv ud af de sidste otte år i Danmark.
Tilbage i december talte Avisen.dk med Lasse Helmer Sørensen, der efter en række pornografiske film i slutningen af 90'erne blev kendt som Porno-Lasse. På daværende tidspunkt stod han med det ene ben på gaden.
Nu er billedet vendt. Lasse Helmer Sørensen har nemlig fået Ankestyrelsen ord for, at han aldrig skulle have været på integrationsydelse og dermed skal kommunen efterbetale syv måneders kontanthjælp.
Hvad med dem uden overskud?
Kampen har været hård, men den tidligere pornoskuespiller står frem for at bane vejen for, at de mange danskere på integrationsydelse kan få deres penge tilbage.
- Jeg er dybt rystet over det her forløb. Jeg har været helt nede i kulkælderen og hulket i fosterstilling på gulvet. Man kan jo ikke gøre noget. Men jeg går ikke ned psykisk, og nu har jeg Ankestyrelsens ord på, at jeg har ret, siger Lasse Helmer Sørensen og tænder endnu en smøg.
Han sidder på landet uden for sin hjemby Kolding. Byen, han det sidste halve år har kæmpet indædt for at få til at indrømme, at han ikke burde være på integrationsydelse.
- Jeg har jo mit på det tørre nu. Jeg ryger på kontanthjælp den 1., men nu, hvor jeg har vundet min sag, vil jeg vise, at det danske samfund trods alt stadig er bygget op af instanser og styrelser, du kan stole på. Jeg er jo en "ressourcestærk" borger, der kan tage kampen op, reagere og søge den rette hjælp, siger Lasse Helmer Sørensen, der med glimt i øjet understreger, at ressourcestærk skal sættes i citationstegn:
- Hvad med dem, der ikke har det overskud?
Avisen.dk skrev i sidste måned, at flere danskere havde problemer med at få efterbetalt kontanthjælp.
En lang brydekamp
Lasse Helmer Sørensen fik først håb, da integrationsministeriet tilbage i midten af november erkendte, at det var ulovligt at placere danskere på integrationsydelse efter ophold i EU-lande.
- Jeg jublede, da vejledningen fra ministeriet kom. YES! Nu skal jeg ikke ende på gaden, tænkte jeg. Men det betød ikke, at jeg kom tilbage på kontanthjælp. I stedet begyndte kommunen at give mig enkeltydelser, så jeg ikke skulle gå fra hus og hjem. Det syntes jeg jo var rigtig mærkeligt. For hvorfor gør I det, i stedet for at fjerne mig fra integrationsydelsen, som I burde, spørger Lasse Helmer Sørensen.
Senere bakkede Ankestyrelsen ministeriet op med en række principafgørelser omkring jul.
Men i stedet for at placere Lasse Helmer Sørensen tilbage på kontanthjælp, opfordrede kommunen ham til at fjerne sin anke hos Ankestyrelsen. På det tidspunkt havde han mistet al tiltro til Kolding og fastholdt den derfor.
- På intet tidspunkt har kommunen været til nogen hjælp. Alt blev afvist fra starten, og jeg kunne ikke genkende de beskeder, jeg fik fra kommunen, med de lovtekster jeg læste. De imødekom mig slet ikke, siger han og fortsætter:
- De har fra dag et af opfordret mig meget kraftigt til at droppe min anke, men det nægtede jeg, og det kan jeg i dag se var ret fornuftigt.
Nu håber han, at han som eksempel kan betyde, at landets andre kommuner retter ind og efterbetaler kontanthjælp til de danske borgere.
- Jeg kan ikke have løgn, jeg kan ikke have uretfærdighed. Jeg kan ikke have det! De skal stoppe med det, og jeg stopper ikke, før de erkender det, slutter Lasse Helmer Sørensen, der allerede har fået sit kontanthjælpsloft at vide og kommer væk fra integrationsydelsen 1. marts.

Lasse Helmer Sørensens afgørelse med den kortfattede, men opløftende besked: "Du har ret til kontanthjælp".