Hvis man kunne spille på, hvor mange cm. regn, der ville falde på én gang i Las Vegas og ramte 5 cm., så ville der nok have været en god gevinst at hente.
For spillebyen i Nevada er en af de tørreste byer i verden, men fredag aften væltede regnen ned, da et – sjældent på de kanter – tordenvejr ramte byen med fuld styrke. Sluserne fra oven var længe ventet, da det er meget længe siden, det har regnet, men da mange af de store casinoer ikke er bygget til at modstå den slags, så væltede regnen også ind mange steder på dem. Bl.a. på det berømte Caesars Palace og på Planet Hollywood Resort, og på den berømte hovedgade Las Vegas Strip var der nærmest oversvømmelser.
Sådan kan en parkeringskælder se ud, når der kommer masser af regn på én gang. Foto: NBC
Flere shoppingcentre måtte også evakuere deres besøgende.
Da ørkenjorden er stenhård og knastør, så får regnen ikke lov at sive ned, og den buldrer så bare derudaf og giver lokale oversvømmelser, når det en sjælden gang sker, at der kommer så meget vand ned fra oven.
Der var ligeledes et væld af strømafbrydelser og vind af stormstyrke fik træer til at vælte bl.a. over en ejendom, hvor 30 beboere måtte evakueres.
Der er ikke meldt om nogen alvorlige tilskadekomne og business are back i de mange casinoer, som jo aldrig lukker – heller ikke, når regnen vælter ind og ind på spillebordene og de enarmede.
Regn kom ned fra loftet, men folk spillede bare videre i de store casinoer. Foto: Scanpix