Med sublimt og underholdende tennisspil vandt Nick Kyrgios tidligere i august en ATP-turnering i Washington. Den sjette titel i karrieren.
Natten til torsdag dansk tid viste Kyrgios en anden og mere dyster side af sig selv.
Australieren, der er nummer 27 i verden, kogte over, smadrede to ketsjere, brokkede sig til dommeren og tabte i tre sæt.
Det endte med et nederlag til Karen Khachanov på 7-6, 6-7, 2-6 i anden runde af ATP-turneringen Cincinnati Masters.
Efter andet sæt udviklede kampen sig til en farce, hvor Kyrgios smeltede sammen og konstant diskuterede med den irske dommer Fergus Murphy.
Det eskalerede, da Kyrgios siddende på sin stol efter at have tabt andet sæt spurgte om en toiletpause.
Dommeren fortalte, at det var der ikke tid til, men Kyrgios gik alligevel mod toilettet med to ketsjere i hænderne.
Tv-billeder viste, at Kyrgios trådte ind bag en glasdør og smadrede begge ketsjere, inden han gik tilbage på banen.
Han spillede videre, og det var først ved stillingen 2-2 i tredje sæt, at det gik helt galt for Kyrgios, som endte med at tabe de næste fire partier i træk og dermed kampen.
Undervejs stod Kyrgios og brugte lang tid på at sætte et greb på ketsjeren, mens Murphy gentagne gange fortalte, at han skulle være klar til at spille.
Kyrgios bad i stedet bare Khachanov om at serve, men den ottendeseedede russer valgte at vente, indtil australieren var klar.
- Det er den værste dommer, råbte Kyrgios frustreret på et andet tidspunkt, da han sad ned lige ved siden af dommerstolen.
Det er anden gang på lidt over en uge, at Kyrgios mister besindelsen på banen.
I sidste uges nederlag til briten Kyle Edmund var Kyrgios rasende over, at han ikke kunne få et hvidt håndklæde hurtigt nok i en ATP-turnering i Montreal.
Det var første gang, at Khachanov mødte Kyrgios, og han forklarede lidt om udfordringerne ved sådan en forestilling.
- Han er fantastisk talentfuld, men nogle gange har han ikke hovedet med sig. Det var en virkelig svær kamp for mig. Jeg skulle finde ud, hvordan jeg kunne vinde.
- Det er virkelig hårdt at møde Kyrgios. Ikke kun for mig, men for alle. Man skal forsøge at håndtere det, og man skal forsøge at holde sig inde i kampen, siger Khachanov ifølge AFP.
/ritzau/