Juletiden er ikke kun sød i mange familier. Faktisk skaber den masser af konflikter og triste sind, og det er noget man kan mærke, hos landets familieterapeuter.
- Jeg får tit mange klienter omkring og efter jul, blandt andet fordi det har været svært at være sammen i alle de helligdage, siger familieterapeut Dorthe Nielsen til Newspaq.
Ifølge Søren Markussen, der er konsulent og udviklingschef ved Center for Familieudvikling, er det uoverensstemmelser om eksempelvis børneopdragelse eller økonomi, der er skyld i familiekriserne.
- Når vi i juleferien får tid, så kommer mange af de små konflikter fra hverdagen op. I hverdagen går vi ikke så meget op og ned ad hinanden, men når vi så er meget sammen, blusser hverdagens småkonflikter, som ikke er løst i det daglige, op, siger Søren Markussen, og fortsætter:
- Vi har høje forventninger til, at julen skal være en hyggelig og fredfyldt tid. Når vi så oplever, at der er konflikter, så bliver vi dobbelt skuffede.
Netop forventninger er et vigtigt element, hvis man skal undgå konflikter. Derfor gør man klogt i at afstemme forventningerne på forhånd.
- Man skal tage det med ro, og undlade at have ambitioner på egne og andres vegne. Få ro på og snak om, hvilke forventninger man har hver især. Det gør altså ikke så meget, om man ikke når det hele. Man skal bare være enige om det, lyder det fra familieterapeut Vibeke Dalum.
Problemerne er ikke kun forbeholdt julen, men alle tidspunkter, hvor familien er meget sammen. Terapeuterne oplever eksempelvis også øget efterspørgsel efter sommerferien.