180 millioner kroner! Så mange penge har Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond lagt i kassen hos Psykiatrien i Nordjylland. Det er immervæk en sjat penge.
Baggrunden er kort sagt, at børn og unge ikke bliver diagnosticeret hurtigt nok, og derfor risikerer at blive tabt. Det medfører enorme tab for hele samfundet, fordi en del af de unge, er mennesker med enorme ressourcer, som bare skal bruges anderledes, end vi er vant til.
Det vil sige, at ændrer vi rammerne en smule, så kan vi som samfund få uanede mængder fremadstræbende viden og innovation. Det er så ligegyldigt om den unges muligheder ligger i at sortere frostpizza i Netto, eller om der løses store programmeringsproblemer for Novo Nordisk.
De mange penge skal bruge over de næste fem år på at finde løsninger på de udfordringer, samfundet står med i håndteringen af den forholdsvis lille gruppe børn og unge, som vi tidligere satte ud til ulvene, men nu bare lader rådne op i umenneskelige ventetider og dræbende kommunalt sejtrækkeri foretaget af inkompetente, uudannede kontorpersonale, der med seks timers kursus i den lille plastikfolder bliver ansat af kommunerne til at nægte hjælp til enhver med behov.
Der er allerede tiltag, som skal tage sig af disse unge, som har det regeringen kalder ”specialiserede behov”, som lyder lige tilpas raffineret nok til, at de fleste synes, at det er et ok sted at svinge sparekniven.
På samme måde som disse unge ressourcestærke mennesker absolut skulle ”inkluderes” i en tidligere socialdemokratisk regering, så de ”specialiserede behov” ikke kostede ekstra, men ungerne i stedet for at blive sat ud til ulvene, kunne blive ædt op i hjørnet af myrer.
Det er derfor antallet af unge i skolevægring er så stort, som det er. Alle disse politiske bestræbelser går alene på at normalisere eller i værste fald udelukke unge, der absolut ikke skal udelukkes og ikke kan normaliseres.
Rigtig mange neurodivergente unge kan ikke ”helbredes”, og de skal heller ikke helbredes. Som autismeforskeren Simon Baron-Cohen har påpeget, så er det blandt andet og ikke mindst autister, der har stået for evolutionen af menneskeheden. Kort fortalt er det autistens evne til at tænke ud af boksen og tænke vildt, som skaber fremdrift. Det er ikke alle os andre, som bare gentager det, vi gjorde i går.
Den gode nyhed er, at nu er der nogen, som gør noget ved det. Disse børn og unge, disse livsvigtige menneskelige ressourcer skal hjælpes, støttes og beskyttes og ikke måles i værdi af Målermandens kolleger på kommunale kontorer.
Desværre er der en rigtig dårlig nyhed i både i kølvandet og for boven. Kun få tager det alvorligt, og staten vil ikke afsætte midler til at hjælpe disse unge eller de mange pårørende hvis liv og økonomi er det eneste håb, den eneste fremtid disse unge tilbydes.
Der findes unge mennesker med evner og vilje, som stuves væk og tages fra deres familier, og når disse nødstedte rammer 18 år, overgår de til jobcentret eller anden kommunal instans.
Her er der heller ikke er viden og vilje til at gøre det rigtige, og hvor de med magten, helt fra sagsbehandleren til den politiske ledelse, bruger mere energi på at bortforklare og latterliggøre fagfolks vurderinger, råd og advarsler end på at hjælpe.
Med andre ord kan de 180 millioner fra Novo Nordisk og Obel gøre rigtig meget for at finde ud af, hvad der er behov for, men når de fem år er gået lægges resultaterne i en skuffe og kommer aldrig op igen, ganske enkelt fordi ingen tænkelig regering gider gør det mindste.
Bevares, hjælpen koster penge, og penge kommer fra Skat, og skat er der ingen der gider betale, og ingen politiker siger ”vi skal betale lidt mere for at have et ordentlig, anstændigt samfund”. Derfor bliver der aldrig løftet en finger for den lille procentdel af befolkningen, som enten har behov for hjælp til at begå sig i samfundet til gevinst for alle (altså en investering i den fælles fremtid).
Det er meget nemmere at lade disse unge og deres familier rådne op og så med jævne mellemrum skære endnu mere i dækningen af selv de mest basale behov.
Vi mangler jo ikke penge. Det er vilje og indsigt der er behov for. Den får vi ikke fra nogen politiker, ikke fra nogen djøffer og ikke fra nogen kontorist med 6-timers lovkursus.
Det er og bliver en samfundsopgave, der skal løses af samfundet og ikke af private. Tro mig, det er ikke viden, løsningsmodeller eller kvalificerede fagfolk, der mangler… det er politikere, der gider lytte og handle der ikke findes.
Det er derfor unge og pårørende rådner op i mørke kroge. Unge og pårørende som ellers på sigt ville tilføje empatisk, intellektuel og økonomisk værdi til hele samfundet.
Johnny Larsen er alenefar og en af Avisen.dk's faste klummeskrivere. Foto: Privat