En snu sønderjyde fik i weekenden en Oddset-kupon med vilde odds 3.245 til at gå hjem. Flere resultater blev spillet live i slutfasen af kampe, hvor der skulle falde scoringer.
I en af kampene skulle Club Brugge vinde med præcis to mål. Og det gjorde de takket være en assist fra den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen. Men rigtigt drama blev der for alvor i Spanien og Italien, hvor de afgørende scoringer i den grad lod vente på sig.
I første omgang skulle Sparta Prag bruge en overtidsscoring for at holde kuponen i live. De sørgede for et X i Tjekkiet, da de udlignede i et minuts overtid.
Yderligere skulle Roma udligne i Italien ude imod Sassuolo, der overraskende førte opgøret 2-1, da kampen gik ind i overtiden. Til gengæld var Sassuolo en mand i undertal, og romerne pressede på. Og i kampens fjerde overtidsminut lykkedes det for Romas indskifter Cristante at få bugseret et hjørnespark få centimeter over stregen, så der lige akkurat kunne dømmes mål.
Lige så dramatisk var det i Spanien, hvor Amorebieta skulle udligne ude imod CD Lugo, hvis kuponen skulle gå hjem. Det skete i kampens 97. minut, hvor Javi Ros sikrede det ene point til udeholdet - og 162.000 kroner til en spiller i Sønderjylland.
Sådan blev drømmeoddsene til virkelighed:
Sassuolo – Roma: X (resultat 2-2)
Real Sociedad – Granada: X med handicap 2 (resultat 2-0)
Sparta Prag – Viktoria Plzen: X (resultat 2-2)
Club Brugge – Charleroi: X med handicap 2 (resultat 2-0)
CD Lugo – Amorebieta: X (resultat 1-1)
Olympiakos – AEK Athen: X med handicap 1 (resultat 1-0)