Grev Ingolfs har efter alt at dømme betalt mellem 100.000 og 150.000 kroner for sine nye tænder.
Avisen.dk har spurgt tandlæge Peter Ejvind Hansen, hvilket indgreb Grev Ingolf har været igennem for at få de gule, skæve tænder udskiftet med et sandt Colgate-smil.
Peter Ejvind Hansen fortæller, at et sådant indgreb afhænger af, hvor stor en del af tænderne, der kan 'genbruges'.
- Hvis man stadig har nogle tandrødder, der kan bevares, kan man sætte porcelænskroner på, som giver en anden farve og form. Det koster omkring 5-6.000 kroner pr. tand, siger Peter Ejvind Hansen.
Han forklarer, at man ofte nøjes med at udskifte de omkring 20 synlige tænder, hvilket vil koste i alt omkring 100.000 kroner og mere, hvis alle tænder skal udskiftes.
Greven kan da også have været så uheldig, at intet af det gamle tandsæt har været bevaringsværdigt.
I så fald kan han have fået sat både porcelænsbroer og kunstige tænder op i hele munden.
Sidstnævnte indgreb kan løbe op i nærheden af 150.000 kroner.