- Velkommen til fremtiden.
Sådan lyder det i et af de mange tweets, der viser en video af en førerløs bil, som “stikker af” fra politiet, og som i det seneste døgn har gået sin sejrsgang på de sociale medier.
I videoen, der er optaget i San Francisco, ser man politiet forsøge at stoppe bilen, fordi den kører uden lys. En af betjentene siger “der er ingen i bilen”, hvorefter køretøjet så ser ud til at stikke af, inden den parkerer lidt længere fremme på den anden side af et kryds.
Hvilket får folk på gaden til at interesse sig lidt ekstra for, hvad der sker.
- Der er ingen i bilen - det er vanvittigt, lyder det fra en af tilskuerne til det bizarre optrin.
Se episoden her:
Bilen er fra selskabet Cruise, der siden 2015 har testet sine førerløse taxaer med en back-up-chauffør på bagsædet. I november sidste år fik selskabet grønt lys til at køre uden fører og lade brugere praje bilerne.
Cruise har reageret på hændelsen og fortæller på Twitter, at bilen ikke forsøgte at stikke af, men blot kørte over på den anden side af krydset af sikkerhedsmæssige grunde for at undgå at skabe en farlig siutation i trafikken.
- Politiet kontaktede vores personale og ingen bøder blev givet, lyder det fra selskabet, der også oplyser, at det var en menneskelig fejl, der var årsag til, at bilen kørte uden lys.