Israel og Hizbollahs gensidige angreb siden tidligt søndag morgen er "bekymrende" og bør stoppe.
Det siger den særlige FN-koordinators kontor i Libanon (Unscol) og den fredsbevarende FN-styrke i det sydlige Libanon (Unifil) i en fælles udtalelse søndag.
- I lyset af de seneste bekymrende begivenheder på tværs af den blå linje opfordrer Unscol og Unifil alle parter til at indstille skydningen og afholde sig fra yderligere eskalering, står der.
Den blå linje refererer til grænsen mellem Libanon og Israel samt de israelskbesatte Golanhøjder.
Også Egypten, hvor der søndag er fredsforhandlinger om Gaza, advarer om faren ved, at der åbnes en ny front i Libanon.
I en udtalelse fra det egyptiske udenrigsministerium står der ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Egypten opfordrer til stabilitet.
Det var natten til søndag, at Israel sagde, at dets militær var begyndt at angribe mål i Libanon, der tilhører Hizbollah. Israel hævder, at kampfly har ødelagt "tusindvis" af raketaffyringsramper i Libanon.
Tre personer er blevet dræbt i israelske angreb sydpå i Libanon. Det oplyser Libanons sundhedsministerium. Israel har ikke umiddelbart meldt om dræbte på israelsk område.
Israel sagde, at angrebet blev gennemført, fordi Hizbollah var ved at planlægge et angreb med missiler og raketter mod Israel.
Trods opfordringer om at indstille skydningen siger Israels militær søndag formiddag, at der har været flere angreb i Libanon. Ifølge militæret er flere affyringssystemer til raketter blevet ramt. Det skriver Reuters.
Hizbollahs droneangreb mod Israel var et modsvar på drabet på den højtstående militærleder Fuad Shukr sidste måned. Det har den libanesiske bevægelse udtalt.
De iranskstøttede houthioprørere i Yemen hylder Hizbollahs angreb i Israel og kommer igen med trusler om selv at angribe Israel.
- Vi lykønsker Hizbollah og dets generalsekretær med et storslået og modigt angreb denne morgen mod den israelske fjende, står der i en udtalelse fra houthibevægelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/