Det støver i verdensrummet. Og når de kosmiske støvkorn falder ned på vores planet, får de betegnelsen mikrometeoritter.
Nu har en norsk forsker for hidtil første gang fundet mikrometeoritter i Danmark. Ikke mindre end fem bittesmå støvkorn fra verdensrummet har han ifølge eget udsagn fundet på taget af SuperBrugsen i den lille fynske by Ørbæk.
Det skriver Videnskab.dk.
- Mikrometeoritterne er fantastisk smukke, og selvom de er små, kan de være med til at besvare nogle af de helt store spørgsmål om vores solsystem og vores egen planet, siger Jon Larsen, som er gæsteforsker ved Universitetet i Oslo og leder af mikrometeorit-projektet "Project Stardust", til videnskabsmediet.
Jon Larsen var egentlig til bryllup i nabolandsbyen og havde et par dages ferie i området, da han gjorde opdagelsen.
- Jeg lagde mærke til, at der var en trappe op til taget af SuperBrugsen i Ørbæk. Normalt rejser jeg rundt med stiger i min bil, så jeg kan komme op på hustage og hente støvprøver.
- Jeg vidste, at ingen havde fundet mikrometeoritter i Danmark før. Så jeg tænkte; "nu er det muligt" og greb chancen, fortæller Jon Larsen til Videnskab.dk.
Mikrometeoritter er i virkeligheden blot bittesmå meteoritter – mindre end bredden af et hår – som har overlevet rejsen fra rummet ned til Jorden. De kan potentielt stamme fra kometer, asteroider eller kosmisk støv, som svæver rundt i rummet.
Den første mikrometeorit, som Jon Larsen fandt på taget af SuperBrugsen i Ørbæk, er 0,3 millimeter stor. Han har givet den betegnelsen NMM3416. Jan Braly Kihle/Jon Larsen/
En udbredt og omdiskuteret teori lyder, at vandet på Jorden og en række af livets byggesten kan være rejst hertil med kometer eller asteroider tidligt i Jordens historie – og mikrometeoritterne kan måske hjælpe med at besvare det spørgsmål.
De nye danske fund af mikrometeoritter er ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift og dermed heller ikke gennemtjekket af andre forskere.
Men Videnskab.dk har videresendt Jon Larsens billeder og beskrivelser til meteoritforskere, som samstemmende bekræfter, at fundet fra SuperBrugsen efter alt at dømme er støv fra verdensrummet.
- Det er helt tydeligt og meget sikkert, at der er tale om mikrometeoritter. Deres udseende er ikke noget, vi ser på materiale fra Jorden, siger den anerkendte mikrometeoritforsker, Matthew Genge, fra Imperial College London.
Matthew Genge er imidlertid ikke overrasket over, hvad hans kollega nu har udrettet.
»Han har fundet mikrometeoritter på Naturhistorisk Museum i London. Og på taget af den NASA-bygning, hvor der er kontor for forskere i kosmisk støv, hvilket jeg synes er særligt sjovt. Så selvfølgelig er det også ham, som finder de første mikrometeoritter i Danmark,« fortæller Matthew Genge til Videnskab.dk.
Inden han blev mikrometeoritjæger var Jon Larsen berømt jazzmusiker, men i dag har nordmanden viet sit arbejdsliv til at klatre rundt på hustage med mikroskop og på at formidle historien om mikrometeoritter gennem bøger, foredrag og kunstudstillinger.
Finansieret af jazzhits
Mikrometeoritforskningen, som Jon Larsen bedriver fuld tid, finansierer han med hjælp fra indtjening på sine tidligere jazzhits.
- Det er ikke så ofte, at jazz finansierer forskningsprojekter, men i dette tilfælde gør det, konstaterer Jon Larsen til Videnskab.dk.
- Jeg møder stadig forskere, som spørger "Is this real?" Det er selvfølgelig en sund skepsis, men jeg har arbejdet med mikrometeoritter i 13 år, og jeg samarbejder med nogle af de fremmeste forskere fra både NASA og universiteter rundt om på kloden, siger meteorit-entusiasten, som er selvlært ekspert i rumstøv.
Professor og meteoritforsker Martin Bizzarro mener også, at de danske fund ser overbevisende ud, selvom der ikke er lavet kemiske analyser af mikrometeoritterne.
- Hvis man skal være 100 procent sikker, skal man selvfølgelig lave kemiske analyser. Men jeg synes, det ser overbevisende ud. Det ligner andre mikrometeoritter, jeg har set, siger Martin Bizzarro fra Center for Stjerne- og Planetdannelse ved Københavns Universitet til Videnskab.dk.
Modelberegninger peger ifølge Martin Bizzarro på, at en stor del af mikrometeoritterne på Jorden bør stamme fra kometer – altså små himmellegemer fyldt med is og støv – men det er aldrig lykkedes at finde sådan en meteorit:
- Så hvis mikrometeoritterne stammer fra kometer, kunne det være enormt spændende at undersøge dem i laboratoriet, siger Martin Bizzarro.
Læs også:
Hvordan kan jeg vide, om jeg har fundet en meteorit?
Sundhedsrevolution? I fremtiden kan du måske sende dine organer til syn