Der var 187 pladser mellem Roger Federer og Sumit Nagal på verdensranglisten, da de to tennisspillere natten til tirsdag dansk tid mødtes i US Open.
Alligevel formåede inderen, der har fået plads i turneringen via kvalifikationen, at tage første sæt mod den schweiziske tennislegende.
Federer samlede sig dog fra starten af andet sæt og avancerede relativt sikkert med 4-6, 6-1, 6-2, 6-4.
- Måske var det ikke så skidt at gå igennem en kamp som den her. Det mindede meget om Wimbledon, hvor jeg også tabte første sæt i første runde, siger Federer ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer:
- I sidste ende kigger man på de sidste tre sæt, og de var gode.
38-årige Federer kom ellers planmæssigt på 2-0, da han brød verdens nummer 190 i inderens første serveparti.
Men Nagal svarede hurtigt igen, og på sin første sætbold gjorde han lidt senere chokstarten til en realitet.
Kigger man på statistikken, var der imidlertid ingen grund til bekymring for Federer. Han er 62-0 i første runde af grand slam-turneringer siden Wimbledon 2003 og har dermed ikke tabt en indledende kamp siden sin første grand slam-titel.
- Jeg forsøgte bare at løfte mit spil og gøre det bedre. Det lykkedes. Det var en lettelse at komme foran 3-0 i andet sæt og mærke, at jeg havde det i ketsjeren. Men sådan havde jeg det nu også i første sæt, siger tredjeseedede Federer.
I anden runde venter et opgør mod bosniske Damir Dzumhur. De to har stået over for hinanden to gange i karrieren, og begge opgør er endt med sejr til Federer.
Seneste dyst var i 2015-udgaven af Wimbledon, hvor Federer vandt sikkert i tre sæt.
Federer er på jagt efter sin grand slam-titel nummer 21 og sin sjette alene i US Open.
/ritzau/