De danske mødre får flere blomster, end de danske fædre får fodboldbilletter.
37 procent af danskerne svarer således, at de fejrer mors dag, mens kun 30 procent bruger grundlovsdag til at takke far, viser en undersøgelse foretaget af Hotels.com blandt 1.197 danskere fra hele landet.
Tallene kommer ikke bag på sociologen Emilia van Hauen.
- Mors dag har eksisteret længere, og der er en generel kulturel norm om, at kvinder bliver fejret mere, når det handler om opmærksomhed og kærlighed, siger Emilia van Hauen til Newpsaq.
Ifølge sociologen betyder historien bag mors dag også mere. Mødrenes rolle fortjente anerkendelse, da dagen blev indført i 1929.
- Der var en masse mødre, der bar en stor del af samfundet uden at få løn for det, siger Emilia van Hauen.
Undersøgelsen fra Hotels.com viser også, at det er de danske kvinder, der fører an i fejringen i forældrenes mærkedage i forhold til mændene.
Det er derfor også kvinderne, der på fars dag i høj grad vil stå for at gøre dagen speciel.
Emilia van Hauen kalder kvinderne for samfundets sociale lim.
- Det er oftest dem, der køber gaverne, arrangerer familiesammenkomster og så videre. Og fars dag er også en fejring, hvor vi husker det sociale, siger hun.
Men det betyder ikke, at de danske mænd ikke har udviklet sig, siden kønsrollemønstrene var klare, og Danmark fejrede sin første fars dag i 1949.
- Generelt tager manden sin far-rolle mere til sig og udøver den mere. Det begynder at have status, at mændene forholder sig bevidst til at være far, siger hun.
Hotels.com har spurgt 1.197 danskere fra hele landet.
Undersøgelsen viser blandt andet, at de sjællandske og jyske regioner fejrer fars dag mere end i Region Hovedstaden.
Region Sjælland 39 procent
Region Nordjylland 38 procent
Region Midtjylland 35 procent
Region Syddanmark 31 procent
Region Hovedstaden 20 procent
Mors dag blev for første gang fejret i Danmark i 1929. Fars dag for første gang i 1949. Begge mærkedage kommer fra USA.