Sommerferien er knap nok klinget af, men hvis du allerede nu sidder og surfer efter den næste rejse, er du bestemt ikke alene.
Sammenlignet med juli sidste år er søgninger efter flybilletter til europæiske rejsemål i efterårsferien nemlig steget med over en tredjedel ifølge tal fra rejsesøgemaskinen Momondo. Søgninger til destinationer uden for Europa er øget med mere end 50 procent.
Og det er ingen skam at være ude i god tid, for der kan være mange penge at spare.
Tal fra Momondo viser nemlig også, at det sidste år bedst kunne betale sig at booke flybilletterne i uge 31 til en rejse i uge 42 - som er den klassiske efterårsferieuge. Her var gennemsnitsprisen på en flyrejse 2277 kroner.
- Det er omkring 55 procent billigere end at booke i uge 41, hvor rejsende skulle af med mere end 3500 kroner i gennemsnit, siger Momondos talsperson, Per Christiansen.
Den næstbilligste uge at booke rejsen til efterårsferien er uge 33 efterfulgt af uge 32 og 34. Herefter bliver det gradvist dyrere, i takt med at efterårsferien nærmer sig.
At flybilletterne stiger tættere på uge 42, hvor langt de fleste danskere holder efterårsferie, overrasker ikke Lars Thykier, der er administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening.
- Det er meget normalt, at flyselskaberne hæver priserne mod efterårsferien, så hvis I skal afsted i uge 42, er det nok en god idé at booke tidligt, siger han.
Men inden du køber billetten, der sender dig og din familie sydpå i uge 42, kan du overveje, om I har mulighed for at tage afsted tidligere eller senere på ugen.
- Der kan være forskel på priserne og dermed penge at spare, hvis du rejser skævt i forhold til den etablerede efterårsferie, påpeger Lars Thykier.
- Så i stedet for at rejse fra lørdag til lørdag kunne du kigge på eksempelvis torsdag til torsdag. Blot nogle få dage kan give ret store prisændringer.
Lars Thykier understreger dog, at det selvfølgelig afhænger af, at en tidligere eller senere flyafgang ikke karambolerer med børnenes skole.
I år er der ikke bare flere, der finkæmmer markedet tidligt efter et eventyr i efterårsferien. Der er også en enkelt destination, som skiller sig ud som et nyt potentielt hit.
Ifølge Momondo er Nepals hovedstad, Kathmandu, en af årets mest søgte efterårsdestinationer.
Sammenlignet med sidste år er antallet af søgehits på fly til rejsedestinationen steget med knap 300 procent i år.
Ellers er det de altid populære feriedestinationer som Malaga og Mallorca samt storbyklassikerne Paris, New York og London, som danskerne søger mest på i år.
/ritzau fokus/
Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus