Hvis du valgte at få din efterløn udbetalt, og nu ikke helt ved, hvad du vil stille op med pengene, så er du ikke alene.
Faktisk voksede danskernes bankkonti med 21,6 milliarder kroner i april og maj, og de fleste af de penge stammer ifølge Danske Bank fra efterlønsudbetalinger.
Det er næppe den historisk lave bankrente, der får danskerne til at lade pengene stå i banken.
Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, ser flere årsager til, at pengene står stille på danskernes konti.
- Jeg tror, at mange er i tvivl om, hvad de vil stille op med pengene, og derfor får de lov at stå i banken, mens danskerne tænker sig om, siger han til Ritzau.
Og han synes, at det er en god idé at tænke sig grundigt om, inden man placerer summerne nye steder.
- Man skal huske, at det jo er en slags pensionsopsparing, som er blevet udbetalt, så den kan komme til at mangle i den anden ende. Derfor vil mange have glæde af at sætte deres penge i en ny pensionsopsparing, siger han.
Hvis man vil lave en ny opsparing, skal man huske at sætte sig grundigt ind i, hvordan pensionsselskaberne fremtidssikrer deres kunder, og hvilke skattehensyn man skal tage fremadrettet, fortæller Las Olsen.
På nogle bankbøger kan det dog også være, at en sjat af pengene skal bruges på lidt rejser eller luksus i hverdagen. Og det er der ikke noget galt i, hvis man har tænkt sin økonomi igennem.
- Hvis man dropper efterlønnen får man jo også længere tid på arbejdsmarkedet i den anden ende, og så kan det jo godt være, at man kan tillade sig at tage nogle af pengene ud til forbrug, siger han.
Folk der har været med i efterlønsordningen fra starten af, har haft mulighed for at få knap 70.000 kroner udbetalt. Hvis man vælger efterlønnen fra, kan man vælge at få udbetalt sit efterlønsbidrag frem til 1. oktober.