(Opdateret: Oprindeligt fremgik det af artiklen, at DSB pt. har tilstrækkeligt med personale til at opretholde normal drift på aflyste togafgange, men DSB oplyser til MobilityWatch, at der mangler personale til afgangene)
På grund af øget coronasmitte i samfundet og blandt personalet har DSB valgt at aflyse flere regionale tog på Sjælland mellem den 6. og 23. januar.
Det handler om, at DSB mangler personale pt., og at der er risiko for, at DSB kommer til at aflyse afgange senere, lyder det fra informationschef Tony Bispeskov til mediet.
- Derfor har vi valgt at lægge os fast på frem til og med den 23. januar, at vi kører med nogle enkelte færre regionaltog. Det er det, der gør, at vi kan sikre en robusthed i køreplanen, så kunderne kan regne med de tog, der kører.
Det er på strækningerne Helsingør, København og Roskilde og mellem Slagelse og Københavns Lufthavn, der vil køre færre tog i perioden.
Hos Lokaltog, som står for driften af lokaltog på Sjælland, har man tidligere lavet samme finte, da der opstod coronasmitte i selskabets driftscenter i Hillerød.
Her valgte man at lave aflysninger på flere strækninger i Nordsjælland flere dage frem for at undgå pludselige ændringer. Driftsdirektør Mie Rajcic er heller ikke afvisende overfor, at Lokaltog vil aflyse afgange på forhånd igen, hvis smitten løber løbsk.
- Men vi vil heller ikke gå ud og planlægge noget, som vi ikke mener, er nødvendigt. Det er en balance, for det er klart, at vi er der for at levere et produkt til kunderne, siger Mie Rajcic til MobilityWatch.