Mange af os drømmer nok om at vinde den store gevinst – og for de fleste forbliver det ved drømmen.
Men sådan er det ikke for en mand fra Slagelse Kommune, der nu to gange på få uger vinder en stor, kontakt gevinst. Senest på et skrabelod fra Danske Spil.
– Jeg går nogle gange ind på app’en for at skrabe, hvis jeg er sent oppe i weekenden, så det gjorde jeg også der, fortæller vinderen, der har valgt at være anonym.
Valget faldt i denne omgang på spillet Guldbarren, hvor du har fem chancer for at skrabe dig til en ekstra udbetaling hver måned i 10, 20, 30, 40 eller 60 måneder. Alligevel kom det som noget af en overraskelse, da slagelseboen ramte den tredjestørste gevinst.
– Det gælder jo om, at man skal skrabe tre ens beløb eller symboler, men jeg vidste ikke helt præcist, hvad symbolerne betød. Så jeg blev meget overrasket, selv om jeg tror på den helt store gevinst, hver gang jeg spiller. Og nu skete det rent faktisk, griner vinderen.
De tre symboler betød, at der i de kommende 30 måneder vil blive sat 30.000 kroner ind på vinderens konto. Altså 900.000 kroner i alt.
Vandt 21.000 i Lotto
Vinderen har stadig lidt svært ved at tro på, at gevinsten rent faktisk er vundet, så længe pengene ikke er sat ind på kontoen endnu. Derfor har han ikke fortalt nogen om den store nyhed. Hverken sin kæreste eller børnene.
– Der er ikke en eneste, der ved det endnu, men de skal da snart have det at vide. En af glæderne ved at vinde er jo, at man kan dele det med sine nærmeste, fortæller han.
Og det er netop familien, som gevinsten skal deles med, og vinderen har gjort sig tanker om, hvad pengene skal gå til.
– Det kommer til at betyde, at der kommer flere rejser og mere frihed, konstaterer vinderen, der ikke er helt uvant med at vinde store gevinster.
– For tre uger siden vandt jeg 21.000 kroner i Lotto, så jeg har helt sikkert tænkt mig at blive ved med at spille. Nu er jeg jo inde i en god stime.